- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Over 1.000 Kort Nyt-nyheder på STANDBY.DK

I marts sidste år åbnede nyt tiltag på forsiden af STANDBY.DK, Kort Nyt. Bloggen har netop passeret 1.000 korte nyhedshistorier og har siden åbningen haft over 140.000 visninger.

Medier som STANDBY.DK og CHECK-IN.DK modtager dagligt mange pressemeddelelser, ligesom de to søstersites journalister producerer egne historier, der ikke kan læses andre steder med samme indhold.

Af gode grunde er der ikke plads til alt på hjemmesiderne, men også for at give mindre, men relevante nyheder fra rejsebranchen plads i kortere form, findes Kort Nyt.

Og bloggen på forsiden af STANDBY.DK har netop passeret nyhed nummer 1.000, og siden starten af det nye tiltag i midten af marts sidste år, har der nu været over 140.000 visninger, altså næsten 10.000 om måneden.

Den allerførste Kort Nyt på STANDBY.DK handlede om coronaen, og blev bragt den 16. marts sidste år. Her stod blandt andet: ”Radisson Hotel Group har udsendt meddelelse til sine kunder om at rengøringen på koncernens hoteller er blevet intensiveret, og personalet har fået instrukser om, hvordan man eventuelt skal håndtere mistanker om eller udbrud af COVID-19.”

Jobskifte, guldmedaljer og nyt sekretariat
Kort Nyt-bloggen på forsiden af STANDBY.DK viser de 20 seneste nyheder, når der første gang klikkes på bloggen.

De 20 seneste opslag handler blandt andet om, at Bornholm skal have ny lufthavnschef, at Vækstfonden melder sig klar til at investere yderligere i dansk turisme samt at Porsche skal være med i ny hotelkæde under navnet ”Steigenberger Porsche Design Hotels.”

Blandt de andre Kort Nyt-indslag er, at Zleep Hotels får en online uddannelsesplatform, at LEGO rykker ind i Tivoli og at to elever fra københavnske Arthur Hotels har afsluttet deres uddannelse på Hotel- og Restaurantskolen med hver deres guldmedalje.

Læserne kan også på Kort Nyt få at vide, at HORESTA nu huser 15 sekretariater, det seneste er Spilreklamenævnet, at Dansk Industris chef for turisme og oplevelsesøkonomi er stoppet og så videre.

Følg selv med på Kort Nyt-bloggen på STANDBY.DK.