For at få e-mailadresser til sin kommende fordelsklub udskrev Travelheart Family konkurrence, hvor vinderen får fem dage for otte personer med privatfly og hotel. Vinderen er netop fundet.
”Vi vil gøre mere ud af at fortælle kunderne, at deres foretrukne (Travelheart Family-)rejsebureau faktisk er en del af en større familie.”
Det sagde Bjarke Hansen, hovedejer og administrerende direktør for Travelheart Family, da den danske rejsekoncern i februar i år lancerede sit kommende koncept med en rejse- og fordelsklub, hvor medlemmerne kan få tilbud fra alle rejsebureauerne i koncernen.
Travelheart Family tilbyder alt fra solferier med charterfly og storbyrejser med rutefly til rundrejser i Asien, skirejser og meget mere. Hertil kommer koncernens eget flyselskab, Airseven, et hotelselskab, en IT-leverandør og så videre.
For at få medlemmer (herunder e-mailadresser) til sin kommende rejse- og fordelsklub lancerede Travelheart Family derfor en konkurrence. Her var lokkemaden, at vinderen kunne sammensætte sin egen femdagesrejse til op til tre rejsemål i Europa med op til syv ledsagere. Travelheart Family stiller et King Air-fly med otte passagersæder og to piloter til rådighed og sørger for hotelophold på mindst trestjernet plus-niveau.
Over 100.000 ville vinde – troede det var svindel
Nu er konkurrencen afsluttet, og vinderen er fundet. Over 100.000 danskere meldte sig til konkurrencen. Travelheart Family udtrak Silke Kretzmann fra Sønderborg som vinder – og hun ved nøjagtigt, hvem der skal med, og hvor turen skal gå hen. Det skriver Travelheart Family i en pressemeddelelse.
Silke Kretzmann modtog sin præmie i Nordby på Fanø, da Travelheart Family sejlede til øen for at overbringe hende den glædelige nyhed. Med sig havde hun sin kæreste, Søren Wium, som bor på Fanø.
Da Silke Kretzmann i første omgang blev ringet op af Travelheart Family med nyheden om, at hun havde vundet konkurrencen, virkede det for godt til at være sandt. Hun var i starten overbevist om, at beskeden kom fra svindlere, der udgav sig for at være Travelheart Family.
”Men vi fandt ud af, at den var god nok. Og så gik der to dage, inden jeg selv fik mod til at ringe tilbage til Travelheart Family,” siger Silke Kretzmann.
Skal i hvert fald til Azorerne
Vinderen er ikke i tvivl om, hvem hun vil invitere med i privatflyet. Udover kæresten bliver det hendes bror, hendes to niecer og tre nevøer. ”Vi er spredt ud over hele Danmark, fra Thy til Sønderborg og helt til København. Så tænkte jeg, at det her er en enestående mulighed for et alletiders familietræf. Og det ville aldrig ske igen på den måde,” siger Silke Kretzmann i pressemeddelelsen.
Nu skal hun og hendes medrejsende finde ud af, om afrejsen bliver i oktober i år eller først til næste forår.
Ligesom med listen over medrejsende har vinderen ikke skullet gruble længe over rejsemålet. ”Vi havde faktisk besluttet, at vi ville til øgruppen Azorerne, inden jeg kendte til denne konkurrence. Azorerne er så fantastiske, at vi har overvejet det mange gange, og det var også derfor, jeg faldt over konkurrencen på Bravo Tours’ hjemmeside,” siger Silke Kretzmann.
Indtil videre håber hun at samle familien i Sønderborg, hvor hun er bosat, når afrejsedagen kommer. At kunne lette fra Sønderborg Lufthavn i privatfly ville være prikken over i’et.
Om rejsen udvides til yderligere destinationer end Azorerne, vides endnu ikke. ”Lige nu glæder jeg mig bare allermest til at være sammen som familie. Det er jo fantastisk at kunne invitere på sådan en rejse,” siger Silke Kretzmann.
Over 100 rejsemål
Rejsebureauerne i Travelheart Family har over 300.000 gæster årligt, og cirka halvdelen rejser med Bravo Tours. Koncernen blev grundlagt i 2009 med Primo Tours og fik i 2023 koncernnavnet Travelheart Family.
Rejsefamilien består af 15 varemærker, primært rejsebureauer, suppleret af flyselskabet Airseven og hotelselskabet Heart Hotels.
Rejsebureauerne omfatter charterselskaberne Bravo Tours, Primo Tours, Århus Charter og SunCharter, skirejsebureauerne Danski, Nortlander, Slopetrotter og SnowTours samt leisurebureauerne DanExplore, Top Tours, Unique Travel og USA Tours.
Rejsefamilien har samlet cirka 105 rejsemål globalt, oplyses det.
Relaterede artikler:
Ny rejse- og fordelsklub skal øge salget i Travelheart Family
Tre Travelheart Family-rejsebureauer fusionerer under fælles paraply
Icelandair-konkurrence: 127.642 synes de er verdens værste fotograf