Denne skisæson i Alperne har budt på det højeste antal dødsfald i forbindelse med laviner i otte år. Klimaforandringerne har en effekt, og sneen på bjergene har været mere løs.
Mere end 100 mennesker er omkommet i Alperne i denne skisæson. Det viser tal fra European Avalanche Warning Services, og det er ifølge BBC det højeste tal de seneste otte år.
”Som i resten af verden ændrer klimaet sig,” siger franske Frédéric Bonnevie, bjergpatruljemand gennem 32 år, til BBC.
Han fortæller, at vintrene bliver kortere, og at puddersne nu findes i højere højder. Det har trods et dybt lag sne også givet ustabile forhold, og det har altså ført til flere ulykker, for mens man kan kontrollere forholdene på pisterne, så kan man ikke kontrollere forholdene uden for dem.
Dygtighed er ingen garanti
Stéphane Bornet, direktør for Anena, en fransk organisation for snesikkerhed, fortæller til BBC, at mange af skiløbere, som kommer til området ofte, kan være teknisk dygtige skiløbere, som dog ikke nødvendigvis kender bjergmiljøet indgående.
Han fortæller, at flere ofre for laviner ikke havde sikkerhedsudstyr med sig som eksempelvis en lavinesøger, som kan vise deres position, eller en skovl, og han mener heller ikke, at researchen for skiløbere er god nok i forhold til, hvilke ruter de vil tage.
Lavineofre, som har en lavinesøger på sig, har ifølge BBC en chance for at overleve, som lyder på hele 70 procent.
Særligt de første 16 minutter efter, at man er blevet begravet, anses for at være afgørende. Har man ikke en søger, kræver det et større redningsarbejde, som tager længere tid. Her falder overlevelsesraten til 20 procent.
Flere hændelser i den seneste tid
I den seneste tid har der været flere lavinehistorier i medierne. I Frankrig blev to kvindelige skiløbere fundet omkommet for nylig begravet i sne i La Chapelle-d’Abondance, efter at deres bil blev fundet efterladt på en parkeringsplads.
64 mennesker måtte evakueres med helikopter i deres landsby i Isère, som blev afskåret, og i Schweiz blev et tog for nylig afsporet, efter at det blev ramt af en lavine. Her blev ingen dræbt.
Mens den korte vinter og mere puddersne er medvirkende til det stigende dødstal, så har lavinedødstallene været så høje før, og det står ikke fuldstændigt klart, hvor stor klimaforandringernes effekt er, selvom der er enighed om, at de spiller en rolle.
Frédéric Bonnevie fortæller, at der i slutningen af oktober var meget sne, men at der ikke var nok i juleferien. Da der så kom meget sne i januar, var lavinerisikoen høj.
Relaterede artikler:
Forbruger Europa får første klager om ”snegaranti”