- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Overskud for Atlantic Airways

Atlantic Airways resultat efter skat var 6 mio. kr. i andet kvartal 2008 imod 17 mio. kr. i samme periode sidste år.

Resultatet for første halvår 2008 var 246.000 kr. imod 12,5 mio. kr. i 2007. Det er de høje brændstofpriser, større afskrivninger og stor nedgang i aktiemarkederne, der har påvirket halvårsresultatet meget sammenlignet med første halvår i 2007, som var ekstraordinært godt.

Brændstofprisen til ruteflyene steg første halvår med 11 mio. kr. sammenlignet med første halvår i 2007. Kursregulering af værdipapirer gav i 2007 en gevinst på 5 mio. kr., men første halvår i år var resultatet et tab på 1,6 mio. kr.

Selskabet indsatte to nye fly og en helikopter i efteråret 2007, og det afspejles i afskrivningerne, som var 10 mio. kr. større første halvår sammenlignet med samme periode sidste år.

Passagertallet med ruteflyene steg med 5.170 passagerer fra 92.201 til 97.371. Et stigende antal passagerer og højere indtjening i gennemsnit pr. passager medførte en stigning i indtjeningen i rutetrafikken, men desværre mindre en stigningen i brændstofpriserne.

Produktionen af flytimer øgedes med 22% første halvår 2008. Selskabets fly og helikoptere fløj 6.817 timer imod 5.572 timer samme tid sidste år. Samarbejdet med andre flyselskaber, specielt SAS, er under stadig udvikling, og denne del af selskabets drift forbliver stabil resten af året.

Atlantic Airways’ omsætning første halvår var 250 mio. kr. Balancen 30. juni 2008 var 484 mio. kr. – en stigning på 95 mio. kr. siden årets start. Egenkapitalen var 211 mio. kr., og selskabet havde en solvens på 44%.
Atlantic Airways venter et årsresultat i omegnen af, hvad der blev forventet ved årets start, men det kræver, at selskabet som alle andre flyselskaber tilpasser priserne.

Skrevet af Flemming Juul