Virgin Atlantics regnskabsår resulterede i et overskud før skat på 18,5 millioner pund.
Flyselskabet, hvis hovedaktionær er Richard Bransons Virgin Group, havde sidste regnskabsår et underskud på 132 millioner pund. Omsætningen steg med 13% til 2,7 milliarder pund.
“Siden årsskiftet er markedsbetingelserne blevet hårdere med øget kapacitet, vigende kundetillid og høje brændstofpriser”, siger Steve Ridgway, Virgin Atlantics CEO i en kommentar til årsregnskabet.
“Vi må også konstatere svækket handel i de områder, der er hårdest ramt af de fortsatte stigninger i passagerskatten. Det gælder især for ruterne til Caribien og for premium economy. Efterspørgslen på business er fortsat stærk, mens den svigter på economy”.
Virgin Atlantics piloter har i den forløbne uge stemt ja til et overenskomstforslag, hvilket slutter usikkerheden om en eventuel pilotstrejke i flyselskabet.