Uge 7 er noget særligt i rejsebranchen. En kort tid var det ikke De Kanariske Øer og Costa del Sol, der var i fokus, men Lillehammer, Geilo og St. Johan i Norge og Østrig. I år får man al den sne man ønsker sig i lænestolen med OL.
I min tid i rejsebranchen fra 1959 til 1965 – først i DSB Selskabsrejser og derefter i Ungdommens Rejsebureau – var uge 7 (og lidt uge 8) også speciel. Det var før den organiserede vinterferie, men unge med respekt for sig selv skulle på skiferie. Det samme skulle familier med børn (men slet ikke i samme udstrækning som i dag) samt nogle pensionister. De sidste især til Norge for at hygge og dyrke langrend.
Hvis vi ikke vidste det på forhånd, blev vi klar over det i løbet af efteråret, når salget af vinterrejser startede. Samme hotel, samme værelser som året i forvejen. Jeg tror fortsat, der er flere, der sætter hinanden stævne på vinterrejser end om sommeren.
Vi var også meget påpasselige med at sælge forsikringer for Europæiske. Dels fordi det var og er uforsvarligt at tage på skirejse uden forsikring. Dels fordi provisionen dengang gik til de ansatte i bureauernes salgsafdelinger. Og det var en ganske pæn ekstra fortjeneste, skulle jeg hilse og sige.
Med særtog til Østrig
Hos DSB sendte vi en del særtog til Kufstein i Østrig og derfra ind til Tyrolerbyer som Saalbach, Hopfgarten og ikke mindst St. Johan. Det vrimlede med danskere i St. Johan med de to populære hoteller Post og Bären. Folk var dybt ulykkelige, når vi måtte melde udsolgt, og det skete altid længe inden uge 7. Afterskiing og aftenliv i det hele taget trak næsten lige så meget som løjperne.
De fleste kom der med vore særtog, de færreste kørte selv fra Danmark. Og busser var der ikke så mange af. Charterbranchen tog sig af vinter på De Kanariske Øer og Costa del Sol. En overgang fandt vi til gengæld ledige hoteller i et godt og kommende olympisk skiterræn ved Innsbruck, men det blev aldrig nogen succes. Danskerne ville til Tyrol, og det vil de måske stadig.
Der var ingen særtog til Frankrig, Schweiz eller Italien, men nok grupperejser med plantog. Schweiz var allerede dengang dyrest, men slet ikke som i dag. Jeg husker, vi havde et populært hotel i Kandersteg. Når man kom til denne smukke alpeby, der imidlertid ligger midt mellem høje bjergtinder, selv om terrænet i sig selv ligger pænt højt, var der et afgørende minus. Når klokken var ca. 11.30 forsvandt solen, og byen lå i iskold skygge resten af dagen. Det var mange ting, man skulle tage hensyn til som rejsearrangør, og det kan i hvert fald ikke have ændret sig til i dag.
Nu er det billigere
Når der i den kommende uge kører stribevis af busser, private biler og afgår en del lavprisfly til skiområderne, er det primært på grund af priserne. Busserne er blevet større, liggebusser er kommet til, flyene går til mindre byer tæt på skiterrænet, og firmabiler efter nye regler gør det billigere som transport for en familie på fire. Hertil kommer så et utal af små busfirmaer og skolelærere, der slår sig sammen om skirejser i ferien. Og mange af dem går i dag til Frankrig.
Man kan godt fastslå, at der i dag er langt flere private, eller halvt private skirejser i forhold til rejsebranchen, end der var dengang. Nu må den enkelte så selv finde ud af, hvad der er bedst. Jeg ved godt, hvad jeg synes.
Norge den mest populære
Hvordan med Norge? Ja. her var danskernes mest populære vinterrejsemål dengang hverken hos DSB eller Ungdommens Rejsebureau. Det marked sad DFDS Rejsebureau og Norsk Rejsebureau ganske solidt på, suppleret med tilbud om hytteferie gennem direkte kontakt med kunderne, som vendte tilbage til den samme hytte eller fjeldstue år efter år.
Der var to indlysende grunde. Det var lettere at starte med langrend på ski end styrtløb, og der var hygge inden døre, men nattelivet var som på et svensk stadshotel mandag aften. Og så var det i øvrigt en god optakt at sejle med DFDS til Oslo og køre videre med toget mod Lillehammer eller ud på Bergensbanen. Det hele åndede vinter og ferie. At der så stort set kun var danskere på hoteller og fjeldstuer, det levede man med.
Selv dristede jeg mig på en uges ophold på Espedal Fjeldstue sammen med familie og venner. Fik min debut på ski. Det gik vistnok ganske hæderligt, men jeg har aldrig haft et par ski på siden. Det var hyggeligt at sidde ved den åbne ild i pejsen efter middagen og gå tidligt i seng. Mæt af den friske, kolde luft og øm i alle led.
Senere som journalist og rejseredaktør har jeg været på opdagelse i det norske vinterland i uge 7. Også sendt mange kolleger til Norge, fordi jeg følte, at vi hver gang vi lavede et skisportstillæg, skulle vi have en reportage fra Norge.
Et år tog jeg sammen med fotografen til Norge for at beskrive stemning for kvalitet og oplevelser uden for pisterne. Vi var på højfjeldshoteller og fjeldstuer i Lillehammer området. Vi var ovre på Holms Hotel i Geilo. Vi mødte en del kendte danske virksomhedsledere, skuespillere og forfattere.
Morgenmaden bedst
Vi opdagede ting, vi godt vidste og fik bekræftet. Morgenmaden er fremragende (med sild og brun ost), og frokosten nyder de fleste ude på løjperne. Middagen er i regler sparsommelig mormormad. Til gengæld klædte flere sig dengang i smoking til middagen mindst et par gange om ugen. Og på højfjeldshoteller var der musik via et polsk eller østtysk band på smoking-aftener. Serveringen blev for det meste varetaget af unge danske piger på midlertidige jobs i Norge.
Ude i sneen ville ungdommen have mere dramatik. Der blev indrettet mere og mere terræn til styrtløb for at følge med efterspørgslen. Spirituspriserne bare steg og er vel i dag nogle af verdens dyreste. Det lægger en vis dæmper på stemningen. Dengang kunne man i hvert fald på fjeldstuerne godt få lov til at tage cognacen fra Oslo-båden med op til kaffen i pejsestuen. Og vinen til middagen blev blot til et enkelt glas. Der var jo også en husleje at betale, når man kom hjem igen.
Men før som nu: Uge 7 er nu noget ganske særligt.
God weekend på løjperne eller med TV fra OL.