- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Pendlerformand: Drop DSB og køb togkort hos svenskerne

Mens de svenske pendlere kan glæde sig over at få rabat på deres næste månedskort, må rejsende med DSB se langt efter billigere rejser over Øresund.

Foto: News Øresund

Mens de svenske pendlere kan glæde sig over at få rabat på deres næste månedskort, må rejsende med DSB se langt efter billigere rejser over Øresund.

Selv om ID-kontroller og forsinkelser er en realitet for de mange tusind pendlere, der dagligt krydser Sundet, er der ingen kompensation at hente hos DSB. Derfor bør de danske pendlere droppe DSB og købe rejsen hos Skånetrafiken, lyder anbefalingen fra formand i Pendlerforeningen Kystbanen, Michael Randropp.

Skånetrafiken giver deres pendlere et værdibevis på 500 svenske kroner til næste månedskort, der koster 2.000 svenske kroner. Efter Sverige i starten af januar indførte det såkaldte transportøransvar er togrejsen over broen  blevet længere og mere bøvlet, skriver TV2.dk.

”Det er ikke pendlernes fejl, at der er ID-kontrol og forlænget rejsetid. Vi vil gøre, hvad vi kan, for at hjælpe dem og opmuntre dem”, siger Linus Eriksson, trafikdirektør hos Skånetrafik.

Men hos DSB er der ingen planer om at indføre en lignende ordning, oplyser selskabets presseafdeling til TV2.

”Jeg er glad for at en af operatørerne nu vælger at hjælpe pendlerne, siger Michael Randropp, som forudser, at mange danske pendlere i fremtiden vil lægge deres penge hos det svenske selskab.

Mens DSBs pendlerkort er personligt, er det svenske såkaldte JoJo-kort ikke bundet til en enkelt person. Det er derfor muligt at låne kortet til en søster, nabo eller kæreste, hvis man ikke selv skal med toget over Øresund.

Skånetrafiken har på grund af ID-kontrollerne valgt at udstede en værdikupon på 500 svenske kroner (394 danske kroner), der kan bruges næste gang et månedskort til pendlere skal fornyes. Kortet koster normalt 2.000 svenske kroner (1.576 danske kroner), og pendlerne får dermed 25% rabat. Tilsvarende koster DSBs Øresundskort fra hovedstadsområdet til Skåne 1.600 kroner.