Det svenske rederi Gotlandsbolaget, der blandt andet har færgeruten mellem København og Oslo, har indledt et ”langsigtet samarbejde” på Gotland med Petter Stordalens hotelkoncern Strawberry.
Formålet med samarbejdet er at udvikle Gotland, Sveriges største ø, yderligere. I første omgang skal der åbne et Quality Hotel, et af Strawberrys varemærker, på øen i Østersøen, hedder det i en fælles pressemeddelelse fra Gotlandsbolaget og Strawberry.
Hvad samarbejdet ellers skal indebære, oplyses ikke. På Gotland ejer Gotlandsbolaget blandt andet flere hoteller og ejendomme.
Det kommende Strawberry-hotel bliver i en hotelbygning med 214 værelser ejet af Gotlandsbolaget ved havnen i hovedbyen på Gotland, Visby; hotellet drives i dag af Norden største hotelkæde, Scandic, på franchisebasis. Fra næste sommer bliver det i stedet et Quality Hotel, men stadig ejet af et af Gotlandsbolagets datterselskaber, Gotland Hotels & Properties.
Herefter bliver der flere samarbejdsprojekter mellem Gotlandsbolaget og Strawberry for at gøre Gotland mere attraktivt, oplyses det, uden man går i detaljer.
I pressemeddelelsen siger Björn Nilsson, Gotlandsbolagets nye koncernchef: ”Gotland er vores base og vi arbejder hele tiden med at udvikle denne fantastiske ø, som er en af Sveriges mest kendte rejsemål. Med Strawberry har vi fundet en samarbejdspartner som deler vores vision om at udvikle destinationer.”
Björn Nilsson er sammen med sine søskende og deres mor største aktionærer i Gotlandsbolaget,
Store muligheder
Samtalerne mellem Strawberry og Gotlandsbolaget har stået på i nogen tid og begge parter ser store muligheder i det fremadrettede samarbejde, oplyses det.
”Vi har allerede et Strawberry-hotel i Visby, nemlig Clarion Hotel Wisby, og vi vil gerne vokse mere på Gotland. Gennem samarbejdet med Gotlandsbolaget får vi nu et nyt Strawberry-hotel i Visby,” siger Petter Stordalen i pressemeddelelsen og tilføjer kryptisk:
”Vores samarbejde vil blive til gavn og glæde for øens indbyggere, erhvervslivet og turister.”
I alt har Strawberry-koncernen over 240 nordiske hoteller med varemærker som Clarion Hotel, Comfort Hotel, Home Hotel og Quality Hotel samt mere end 40 hoteller uden for kategori, i København er det Copenhagen Admiral Hotel og Villa Copenhagen.
Gotlandsbolaget blev grundlagt i 1865. Med den svenske ø Gotland som base driver rederiet passager- og fragtruter; dels mellem Visby, hovedbyen på Gotland, og Nynäshamn samt Oskarshamn på det svenske fastland. Der er også en rute mellem Stockholm og Mariehamn på de finske Ålandsøer – samt København-Oslo-ruten under navnet Go Nordic Cruiseline.
Relaterede artikler:
Gotlandsbolaget skifter koncernchef