- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Piloter skal flyve endnu mere

Mindre kritiske eksperter skal findes for at flyselskaber kan punktere de uafhængige eksperters dokumentation af farlig træthed.

Flere europæiske flyselskaber arbejder på at få gennemført nye EU-regler, som tillader endnu mere pilotarbejde hver dag, skriver politiken.dk.

 

Medicinske specialister indenfor flyvemedicin fastslår, at piloternes arbejdsdage er så lange, at de bliver trætte og begår alvorlige fejl til fare for sikkerheden, men SAS og en række andre flyselskaber har af deres egen brancheorganisation fået den opgave at finde andre eksperter, som er villige til at støtte selskabernes synspunkter.

 

Det kan man læse i et internt strategipapir fra AEA, som dagbladet Politiken har fået indblik i. AEAs medlemsskare rummer magtfulde koncerner som Air France-KLM, Alitalia, Lufthansa og British Airways.

I december kom EUs Luftfartssikkerhedsagentur, EASA, med et forslag til nye arbejdsregler, som skal vedtages i EU senere på året. Hvis det går igennem uændret, kan piloter fremover arbejde op til 16 timer på én dag mod 15 timer i dag.

I det interne AEA-papir hedder det blandt andet, at det kan blive ’farligt’, at EASA har fået videnskabsfolk til at vurdere forslaget – ’afhængigt af de videnskabsfolk, der bliver involveret’.  Derfor er flyselskaberne ’blevet bedt om at sikre, at videnskabsfolk, der støtter vores synspunkter’, også kommer frem med deres vurderinger.

Danske Erhvervspiloters formand, Mogens Holgaard, mener, at papiret er ’rystende’ og at det er skruppelløst at prøve at tilsidesætte anbefalinger fra objektive videnskabsfolk.

Skrevet af Flemming Juul