- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Politiet opgiver Cobra-ulykken

Det er for krævende at efterforske sagen i Italien, siger politiet.

Politiet har ikke kræfter til at efterforske i Italien, så ingen vil blive holdt ansvarlig for den tragiske Cobra-ulykke den 4. juli, hvor fire unge kom alvorligt til skade, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten i dag.
 
 
Ulykken med Tivoli Frihedens nyindkøbte forlystelse indtraf, fordi konstruktionen var så spinkel, at den ifølge en ny rapport ville bryde sammen »før eller siden«. Da der samtidig var brugt materialer af »en uacceptabel ringe brudsejhed«, skete ulykken allerede efter ni dages drift.
Den italiensk producent, Sac Sartori, har over for tivolidirektør Henrik Olesen erkendt sin skyld. Der vil dog ikke ske nogen retsforfølgelse, oplyser chefanklager Marian Thomasen fra Østjyllands Politi.
 
 
»Vi har klarlagt, hvad der er årsag til ulykken. Men nu stopper vi straffesagen, for det eventuelle strafferetslige ansvar ligger i Italien.«
Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark kritiserer beslutningen. »Politiet burde efterforske sagen. Det er virkelig alvorligt, når der rejses tvivl om det, som producenterne laver,« siger formand Søren Kragelund, som nu vil sortliste de italienske producenter igennem den internationale sammenslutning af forlystelsesforeninger, IAAPA.
  

Skrevet af Hanne Aaen Lassen