- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Politikere fik indblik i turismeudviklingen i Grønland

En række politikere fra Nordisk Råd har netop været i Grønland, hvor landets tilgang til at skabe balance mellem bæredygtighed og udvikling i turisterhvervet var på dagsordenen.

Da Nordisk Ministerråd for nyligt præsenterede den fælles turismestrategi ved navn Nordic Tourism Plan 2025-2030, lød det blandt andet, at den skulle gøre det muligt for aktører at arbejde sammen om at skabe mere bæredygtig, innovativ og konkurrencedygtig turisme i Norden.

Netop bæredygtigheden var også omdrejningspunktet, da 15 parlamentariker fra seks forskellige lande i sidste uge deltog i Nordisk Råds Udvalget for Vækst og Udvikling i Nordens årlige sommermøde, der denne gang løb af stablen i Nuuk.

Her forsøgte de forskellige oplægsholdere hver især at give deres bud på, hvordan man skaber en turismesektor, der bidrager til landets økonomisk vækst men samtidig tager hensyn til både naturen og lokalsamfundene.

Fiskeri har domineret hidtil
Det var ikke tilfældigt, at det netop var Grønland, som var målet for årets sommermøde, fortæller Nordisk Råd. I løbet af de senere år er der sket en udviklingen således, at 5,5 procent af landets bruttoværditilvækst i dag stammer fra turismen.

”Fiskeriet har været den totalt dominerende økonomiske sektor i Grønland. Nu begynder turisme også at spille en stor og betydelig rolle,” forklarer Naaja H. Nathanielsen, der er valgt for partiet Inuit Ataqatigiit og minister for erhverv, energi, råstoffer, justitsområdet og ligestilling.

Det skal dog ske i pagt med naturen og resten af det grønlandske samfund. Det er derfor, at man har vedtaget landets første turismelov, der trådte i kraft i år. Den giver blandt andet mulighed for at stille krav om licenser og inddele landet i zoner, hvilket kan bidrage til at turismen kontrolleres.

Skal benyttes som et aktiv
Christian Keldsen, der er direktør i Grønlands Erhverv, peger på, at det dog kræver både hænder og frisk kapital, hvis ambitionerne skal føres ud i livet.

”Vi har brug for investeringer i infrastruktur og kompetencer for at understøtte udviklingen. Vi står med en stor udfordring med at få nok kvalificeret arbejdskraft til en sektor i stor vækst.”

Hos Greenland Airports, der åbnede den nye atlantlufthavn i Nuuk i november og har nye lufthavne i Ilulissat og Qaqortoq på vej, hæfter administrerende direktør Jens Lauridsen sig ved, at turismen kan benyttes til at trække arbejdskraft til landet.

”Vi skal se på turister som et aktiv, der kan gøre det attraktivt at leve, arbejde og bo her.”

Derudover slog Linda Kleist, der er ansvarlig for destinationsudvikling og krydstogter hos Visit Greenland fast, at man her har en stor interesse i at forstå, hvordan turismen påvirker landets borgere og inddrage deres ønsker og behov i udviklingen.

Skal tænkes ind tidligt
I løbet af sommermødet rejste parlamentarikerne med båd til Qooqqut og besøgte udflugtsmålet Qooqqut Nuan. Her har turister mulighed for at fange deres egen fisk, hvorefter den bliver tilberedt i en restaurant.

Ifølge Kjell-Arne Ottosson (Kristdemokraterna), der er medlem af Sveriges parlament Riksdagen og ordfører for Udvalget for Vækst og Udvikling i Norden, gav besøget i Grønland stof til eftertanke.

”Vi har set både ambitioner og udfordringer på tæt hold. Det grønlandske eksempel viser, hvor vigtigt det er, at bæredygtighed, både i forhold til natur, vækst og lokalsamfund, tænkes med fra start – og her kan vi i Norden lære af og inspirere hinanden.”


Relaterede artikler:

Ny nordisk turismestrategi lanceret på konference

Visit Greenland søsætter ny turismestrategi

Nordisk Råd vil satse på turismesamarbejde