Efter en omstrukturering af opgaverne i kølvandet på, at driftsdirektør Jesper Koch forlod Alsik Hotel & Spa, har luksushotellet nu foretaget to nyansættelser, der skal sætte skub på udviklingen.
Mange blev formentlig taget på sengen, da det tidligere i år blev annonceret, at den kendte kok Jesper Koch ville forlade sin stilling på Steigenberger Alsik Hotel & Spa i Sønderborg, der to år i træk har vundet prisen som Danmarks Bedste Luksushotel ved Danish Travel Awards.
Udover at stå for opbygning og drift af hotellets tre restauranter – heriblandt den Michelin-belønnede Syttende – har Jesper Koch også i vid udstrækning tegnet hotellet udadtil i sine TV-optrædener i Masterchef og ikke mindst Koch’en på toppen, der følger hverdagen på netop Alsik.
I tiden efter hans afgang har ledelsen på hotellet foretaget en omstrukturering, hvor de opgaver, som Jesper Koch – der formelt set havde titel af driftsdirektør – stod for, er blevet lagt ind under andre stillinger, er man nu klar med hans afløser. Det bekræfter hotellet over for Turisme24.dk.
Vil bygge videre
Steigenberger Alsik Hotel & Spa har både ansat en ny Food & Beverage Director og kommerciel direktør. Førstnævnte er en nyoprettet stilling, der har til formål at løfte det kulinariske tilbud, som gæsterne på det sønderjyske hotel præsenteres for, og hotellet har netop ansat Mette Gassner.
Hun har siden 2001 ejet Michelin-restauranten Ti Trin Ned, der ligger i Fredericia, sammen med sin mand Rainer Gassner. Den fik sin første stjerne i 2017 og har fastholdt den efterfølgende. I 2011 blev Mette Gassner kåret som Årets Kok og var dermed den første kvinde, der vandt den konkurrence.
I den nye rolle får Mette Gassner ansvaret for at udvikle og løbende styrke Alsiks gastronomiske profil, føre tilsyn med den daglige drift af Restaurant Alsik og sikre forplejning til alle møder, konferencer, events og særlige arrangementer på både hotellet og det nærliggende Sergenten.
“Alsik har etableret et stærkt gastronomisk fundament bygget på kvalitet, bæredygtighed og håndværk. Jeg glæder mig til at bygge videre på den arv og sammen med det talentfulde team bringe min egen vision til live,” siger den nye Food & Beverage Director, der tiltræder denne stilling den 1. august.
Holdet er sat
Sammen dato vil der også træde et andet nyt ansigt ind på luksushotellet, da Claus Rubeck Johannesen er blevet ansat som kommerciel direktør og har fået til opgave at lede og videreudvikle hotellets strategiske og kommercielle aktiviteter.
Han har tidligere bestredet stillinger i blandt andet Berlingske Media og Jysk Fynske Medier, konsulentvirksomheden Beecon og senest har han været beskæftiget i B2B-engrosbranchen som kommerciel projektchef hos MultiLine.
”Jeg glæder mig til at bidrage til Alsiks udvikling og sammen med mine kolleger på hele hotellet realisere det kommercielle potentiale lokalt, nationalt og internationalt,” udtaler Claus Rubeck Johannesen.
Martin Johanning, der er direktør for Steigenberger Alsik Hotel & Spa, mener, at man med de to nyansættelser er et godt rustet i forhold til at indfri hotellets ambition om at befæste positionen som en af landets førende hotel-, konference- og restaurantdestinationer.
”Med både en ny F&B Director og en kommerciel direktør på plads, er der sat et stærkt hold til at sikre den fremtidige vækst og udvikling.”
Relaterede artikler:
Hotel kendt fra TV lander endnu et millionunderskud