Bella Center kæmper for at få et godkendt sit regnskab for 2011.
Bella Center, der to gange sidste år måtte have tilført ny kapital, kæmper nu for at få sendt et godkendt 2011-regnskab, skriver FinansWatch.dk
Konferencecentret, hvor staten via den krakkede Fjordbank Mors nu er storaktionær, har måttet udskyde selskabets generalforsamling, som ellers skulle have været afholdt 31. maj.
Problemet er, at regnskabet for 2011 stadig ikke er klar. Det skyldes ifølge FinansWatch’ oplysninger, at der er uenighed om værdiansættelsen af nogle af aktiverne i selskabet og disse værdiers indflydelse på egenkapitalen og den forventede pengestrøm.
Fjordbank Mors og dermed afviklingsselskabet Finansiel Stabilitet nedskrev i forbindelse med Fjordbanks årsregnskab værdien af deres aktiepost i Bella Center med 75 pct. fra 200 mio. kr. til 50 mio. kr.
Fjordbank Mors ejer 35 pct. af Bella Center, som i øjeblikket forsøges solgt.
Ud over den statsejede Fjordbank Mors er ejendomsinvestoren Michael Kaa Andersen ligeledes storaktionær i Bella Center med ca. 35 pct. af aktierne. Konferencecentret har ifølge selskabets hjemmeside i alt 78 aktionærer.
De økonomiske problemer i Bella Center stammer bl.a. fra opførelsen af hotellet Bella Sky, som har vist sig markant dyrere end ventet. Det var blandt andet herfor, at der ad to gange sidste år måtte tilføres i alt 250 mio. kr. i ny kapital, skriver hjemmesiden.