- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Qantas dropper samarbejde med Australiens turistråd

Det store australske flyselskab dropper sit 40 år lange samarbejde med Tourism Australia til en værdi af 300 mio. kr. Qantas er vred på formanden for det australske turistråd.

Det store australske flyselskab dropper sit 40 år lange samarbejde med Tourism Australia til en værdi af 300 mio. kr. Qantas er vred på formanden for det australske turistråd.

Alle der har deltaget i Tourism Australias store fagmesse for rejsebranchen, den årlige ATE, har set hvor meget Qantas f.eks. fylder på denne messe.

Qantas har opsagt sit samarbejde med Tourism Australia. Det skyldes, at formanden for det australske turistråd, den tidligere koncernchef for netop Qantas, Geoff Dixon, også er med i et konsortium, der har købt en mindre aktiepost i Qantas for at få selskabet til at ændre sin nye strategi som omfatter et partnerskab med Emirates fra Dubai.

En talsmand fra Qantas understreger, at selskabet fortsat vil støtte turisme til landet down under og bruge det samme beløb som hidtil på at promovere rejser til Australien. Men frem for at give pengene til det nationale turistråd, vil Qantas fremover samarbejde med de enkelte delstater.

Ca. 18 pct. af de rejsende til Australien kommer i dag til landet med Qantas. De tre andre store flyselskaber til og fra Australien er Singapore Airlines, Emirates og Etihad Airways fra Abu Dhabi.

Qantas’ nuværende koncernchef, irske Alan Joyce, har netop skrevet til den australske turistminister, Martin Ferguson, og understreget, at Qantas ikke vil samarbejde med Tourism Australia så længe Geoff Dixon er formand for turistrådet.

I oktober købte Star Alliance-medlemmet Singapore Airlines ti pct. af en af Qantas’ store konkurrenter, Virgin Australia, som Etihad Airways også ejer ti pct. af.

Virgin Australia er Australiens næststørste flyselskab efter Qantas. Singapore Airlines har i forvejen 49 pct. af selve Virgin Atlantic.

I september underskrev Qantas og Emirates en ti-årig samarbejdsaftale med virkning fra april næste år.

Aftalen betyder bl.a., at Qantas afslutter sit 17 år lange samarbejde med British Airways, der har ejet op til 25 pct. af Qantas. Selskaberne er begge i Oneworld-alliancen. Qantas stopper også codeshare-aftaler med Air France og Cathay Pacific. London Heathrow bliver fremover selskabets eneste destination i Europa.

Når aftalen træder i kraft skal Qantas’ fly til og fra Europa mellemlande i Dubai frem for i bl.a. Singapore.

Fidusen med aftalen er for Emirates, at det kan konkurrere med dets hovedrivaler, Etihad Airways og Qatar Airways, på Australien. Qantas fik i sidste regnskabsår et milliardunderskud, dets første i 17 år – navnlig fra dets internationale ruter.