- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Qatar Airways fejrer to fly om dagen

Til december bliver Qatar Airways første flyselskab udenfor Europa med to daglige fly i Københavns Lufthavn. Det blev sidste uge markeret ved en sammenkomst i København for rejsebureau-ansatte.

Qatar Airways’ ansatte i Danmark – til højre for skiltet er landechef, Pia Lind. Foto: Preben Pathuel.

Til december bliver Qatar Airways første flyselskab udenfor Europa med to daglige fly i Københavns Lufthavn. Det blev sidste uge markeret ved en sammenkomst i København for rejsebureau-ansatte.

Fraregnes Turkish Airlines’ fly til København, bliver Qatar Airways fra 2. december med to fly om dagen eneste flyselskab udenfor Europa med to daglige fly i Københavns Lufthavn. Alle flyvninger gennemføres med Boeing B787 Dreamliners.

Qatar Airways indsatte 1. februar i år fire ekstra ugentlige fly mellem Doha og København. Nu øges antallet fra 2. december til en Dreamliner-afgang to gange om dagen mellem Doha og København.

Ved at flyve to gange om dagen får Qatar Airways’ passagerer fra Danmark og det sydlige Sverige bedre forbindelser til bl.a. Abu Dhabi, Bangkok, Delhi, Denpasar, Johannesburg, Kuala Lumpur, Nairobi, Maldiverne, Phuket, Singapore, Sri Lanka og Zanzibar.

Den 1. februar øgede Oneworld-medlemmet betjeningen af København til 11 Dreamliners om ugen.

Qatar Airways har 262 sæder på den Dreamliner-version, der bruges på Københavns Lufthavn – 22 på business class, resten på economy.

Hovedparten af passagererne på Qatar Airways rute kommer fra Danmark, men der er omkring 20 pct. fra Sverige samt hjemrejsende passagerer fra bl.a. Fjernøsten.

Qatar Airways, der åbnede på København i 2010, har bestilt over 250 nye fly, herunder 52 Boeing 787.

For at fejre nyheden inviterede selskabet rejsebureauagenter til opdatering på Cafe Royal i København, omkring 100 havde tilmeldt sig.