- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Qatar Airways har nu verdens længste flyrute

LUFTFART: Med 350 km længere flyvning har Qatar Airways netop overtaget ’praleretten’ for at have verdens længste passagerrute, der er på over 17 timer.

Boeing 777 på Qatar Airways premiereflyvning modtages med vandsalut i Aucklands lufthavn.

LUFTFART: Med 350 km længere flyvning har Qatar Airways netop overtaget ’praleretten’ for at have verdens længste passagerrute, der er på over 17 timer.

Den nye daglige rute fra Qatar til New Zealands største by, Auckland, åbnede i søndags og landede for første gang i går, New Zealand-tid. Ruten er på ca. 14.535 km.

Det er ca. 350 km længere end den hidtil længste passagerrute som Emirates flyver fra Dubai til også Auckland. Flyvetiden er fem minutter længere på udturen og ti minutter længere på hjemturen i forhold til Emirates rute til Auckland.

”Block-tiden” på den nye rute – fra flyet forlader gaten til det er ved gaten i ankomstlufthavnen – er på returflyvningen fra New Zealand 17 timer og 30 minutter. På udturen er flyvningen typisk en time og 20 minutter hurtigere, da der ikke er samme forventede modvind som på hjemturen. Det er Qatar Airways første rute til New Zealand.

Avisen USA Today skriver, at reelt har Air India en længere rute – på over 15.000 km mellem New Delhi og San Francisco. Men det skyldes, at Air India ikke flyver den korteste strækning på over 12.000 km – via Nordpolen, men i stedet flyver over Stillehavet til San Francisco. Den længere rute skyldes angiveligt bedre vindforhold over Stillehavet.

Oneworld-medlemmet Qatar Airways flyver sin nye rute til New Zealand med en Boeing B777-200LR (Long Range) med plads til 42 passagerer på business class og 217 på economy. Ruten krydser angiveligt ti tidszoner.

Qatar Airways åbner i år også nye ruter til Yanbu og Tabuk i Saudi-Arabien, Dublin, Nice, Skopje i Makedonien, Chiang Mai i Thailand, Sarajevo i Bosnien Hercegovina, Libreville i Gabon, Douala i Cameroun, Rio de Janeiro, Santiago i Chile, Australiens hovedstad, Canberra, Medan i Indonesien samt Las Vegas.

Selskabet har foreløbig over 150 destinationer verden over og næsten 200 fly.

Endnu længere flyruter på vej

Der er andre kandidater på vej til at overtage titlen som verdens længste passagerrute. Singapore Airlines vil i 2018 åbne på New York med den kommende ’ultra long range’ variant af Airbus A350. Det bliver en strækning på ca. 15.300 km.

Også næste år åbner australske Qantas direkte rute fra Perth i Western Australia til London – en strækning på næsten 15.000 km. og en flyvetid på 17 timer med den kommende Boeing B787-9 Dreamliner.

Dreamliners har ikke rækkevidde til at flyve fra landets største by, Sydney, til London. Der er fire timers flyvning fra Sydney til Perth. Da Qantas i 1947 åbnede den såkaldte kænguru-rute mellem Sydney og London tog rejsen fire dage med ni stop undervejs.