- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Qatar Airways overhaler Emirates

LUFTFART: Mens Emirates i år kun åbner to nye ruter, får konkurrenterne fra Qatar Airways seks nye ruter. Ved årets udgang har Qatar dermed flere destinationer end Emirates, hvis femtemest ubetjente destination er i Skandinavien.

LUFTFART: Mens Emirates i år kun åbner to nye ruter, får konkurrenterne fra Qatar Airways seks nye ruter. Ved årets udgang har Qatar dermed flere destinationer end Emirates, hvis femtemest ubetjente destination er i Skandinavien.

I år starter Emirates – verdens største operatør af Boeing B777-300 og dobbeltdækkeren Airbus A380 – kun nye ruter til Zagreb i Kroatien (fra 1. juni) og til Phnom Penh i Cambodja fra 1. juli. Det andet af de tre MEB3-selskaber (Middle East Big 3), Etihad Airways fra Abu Dhabi, åbner slet ingen nye ruter i år, skriver hjemmesiden anna.aero

Så er der mere gang i indvielsen af nye ruter hos det tredje MEB3-selskab. Qatar Airways, der flyver to gange om dagen på København med Boeing B787 Dreamliner, starter i år disse nye ruter, nævnt alfabetisk:

Nordthailandske Chiang Mai (rutestart 31. oktober); Dublin (12. juni); Nice (4. Juli); Makedoniens hovedstad Skopje (17. juli); Tabuk i Saudi-Arabien (19. juni) og Yanbu, også i Saudi-Arabien (med rutestart 9.maj).

Næste år bliver der også mange ruteåbninger hos Qatar Airways, der allerede har bekræftet at man i 2018 får nye ruter til Abidjan (Elfenbenskyst), Accra (Ghana), Cardiff (Wales), Chittagong (Bangladesh), Kiev (Ukraine), Lissabon, Malaga, Mombasa (Kenya), Mykonos (Grækenland), Prag, San Francisco og U-Tapao i Thailand.

Qatar har flest ruter, Emirates flest fly

Kigges på trafiktallene, så flyver Emirates i denne uge over 3.700 flyvninger til 140 lufthavne – mens Qatar Airways har over 3.760 flyvninger til 155 destinationer. Ved årets udgang vil Qatar Airways tilbyde 19 flere destinationer end Emirates.

Til gengæld har Emirates flere fly, og frem for at åbne nye ruter, indsætter Dubai-selskabet ofte mere kapacitet på eksisterende ruter.

Emirates har i øjeblikket 245 fly: 94 Airbus A380, 141 Boeing B777-300 og ti B777-200. Emirates har kun langrutefly med to midtergange, mens 71 pct. af Qatar Airways’ flåde er langrutefly med to midtergange.

Qatar Airways har netop nu 171 fly: to A319, 39 A320, otte A321, 13 A330-200, 13 A330-300, fire A340-600, 13 A350-900, seks A380, ni B777-200, 34 B777-300 og 30 A787-8.

Anna.aero’s opgørelse viser også en liste over lufthavne, der er Emirates-passagerers endelige destination – men som selskabet af flere årsager ikke betjener, f.eks. begrænsning på det antal lufthavne, Emirates må flyve til i de forskellige lande.

De fem destinationer, som Emirates-passagerer sidste år havde som endeligt rejsemål, men som ikke blev betjent af Emirates, var: Berlin med tæt på 1,5 mio. rejsende, Montreal med 786.000, japanske Nagoya med 650.000, den tyrkiske hovedstad Ankara med 454.000 og Gøteborg med 430.000 rejsende.