- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Radisson får første hoteller uden negativt klimaregnskab

Radisson har netop slået dørene op for sit første emissionsfrie hotel, og snart følger et mere. Fra kæden lyder det, at de to hoteller er første skridt i en meget større indsats.

Radisson Hotel Group kan fejre, at man nu har sit første Net Zero-hotel, og at man har endnu et på vej meget snart. Således åbnede Park Inn by Radisson Manchester City Centre den 19. maj med titlen som Net Zero-hotel og under det nye navn Radisson Hotel Manchester City Centre.

Derudover kommer Park Inn by Radisson Oslo City Centre også til at blive renoveret, og fra juli vil det også være et Net Zero-hotel under navnet Red Oslo City Centre.

At blive anerkendt som et Net Zero-hotel kræver, at hotellerne opfylder en række krav, som omfatter CO2-udledning og energiforbrug på baggrund af Scope 1 og 2 samt Greenhouse Gas-Protokollen. Samtidig skal krav også opfyldes i forhold til Scope 3, som omhandler hotellernes forsyningskæder.

Vedvarende energi og fokus på spild
For at kunne gå i nul i forhold til udledninger kræver det, at hotellerne benytter sig af 100 procent vedvarende energi, som for eksempel opnås ved, at Radisson på hotellerne kun betaler for vedvarende energi.

Derudover arbejder man også på at minimere mængden af spild. Man har for eksempel fokus på at evaluere forsyningskæder, når det eksempelvis gælder Food & Beverage og andre kilder til emissioner såsom transport.

Alle resterende udledninger kompenseres ved hjælp af naturbaserede CO2-kreditter fra kulstoffjernelse i partnerskab med Agreena – Europas største program for kulstoflagring i jordbunden – som støtter over 2.300 landmænd i at genoprette mere end 4,5 millioner hektar europæisk landbrugsjord.

Vil handle hurtigt
Hos Radisson Hotel Group fortæller næstformand Federico J. González, at det er udfordrende at arbejde med allerede eksisterende hoteller. Radisson mener dog ikke, at man blot kan koncentrere sig om nybyggede hoteller.

“Radisson Hotel Group har som mål at blive netto-nuludleder senest i 2050. Selvom det er lettere at opnå i nybyggede ejendomme, er virkeligheden, at 80 procent af de bygninger, der skal nå netto-nul i 2050, allerede er opført. Vi mener, det er afgørende at handle så hurtigt som muligt med disse eksisterende bygninger,” siger han.

González mener, at omstilling af de to hoteller er et godt eksempel på, at arbejdet kan lade sig gøre:

”I dag viser vi, at hoteller kan omstilles til netto-nul. Med en konverteringsstrategi viser hotellerne i Manchester og Oslo, at ikke-bæredygtige hoteller kan præstere godt med en positiv indvirkning på planeten. Denne tilgang skal tages seriøst og verificeres. Og det gør vi med virksomheden TÜV Rheinland,” lyder det.

Radisson Hotel Group opererer i øvrigt 1.565 hoteller i mere end 100 lande. Blandt koncernens brands er Radisson Collection, art’otel, Radisson Blu, Radisson, Radisson RED, Radisson Individuals, Park Plaza, Park Inn by Radisson, Country Inn & Suites by Radisson og Prize by Radisson.

 

Relaterede artikler:

To nye hotelvaremærker på vej i Skandinavien

Stor hotelkæde klar med afløser for kendt dansker

Hotelkæde færdiggør integration af konkurrent