- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Regeringen: Dansk interrail og nattog til udlandet

En ny infrastrukturplan vil frem mod år 2035 bruge 160 milliarder kroner. For at få flere til at skifte fra fly til tog er der nyskabelser som dansk interrail og nattog til Hamborg og Bruxelles.

Regeringen ønsker frem til 2035 at anvende knap 106 milliarder kroner til nye infrastrukturinvesteringer. Hertil kommer yderligere cirka 55 milliarder kroner til at færdiggøre allerede igangsatte projekter.

Det fremgår alt sammen af den nye infrastrukturplan som blev præsenteret torsdag. Planen har forslag til nye investeringer for at nedbringe trængslen på de danske veje, et løft af den kollektive trafik samt en række nye initiativer til den grønne omstilling af transportsektoren.

Blandt forslagene i den 52 sider lange plan er, at regeringen foreslår et sommerrejsepas (dansk interrailpas), der skal giver fri adgang til al kollektiv transport i Danmark i otte sammenhængende dage om sommeren for et engangsbeløb på 399 kroner for voksne og 299 kroner for de 12 til 25-årige. Børn under 12 år kan rejse gratis, hedder det. Der står ikke noget om, hvornår dette tiltag er køreklar, men det kunne få premiere allerede til sommer som del af regeringens sommerpakke for at styrke dansk turisme.

Nattog til Europa
Interessen for nattog som alternativ til flyrejser er vokset markant i de senere år, oplyses det i infrastrukturplanen.

”Men siden 2014 har det ikke været muligt at rejse med faste nattog fra eller via Danmark. Det er nu planen, at passagererne fra august næste år igen skal kunne tage nattog ud i Europa.

Regeringen støtter initiativet fra de svenske myndigheder om at etablere to ruter, Malmø – Bruxelles og Stockholm – Hamborg, begge med stop på vej gennem Danmark.”

Styrket international togtrafik
Regeringen foreslår også, at den internationale passagertogtrafik får en mere fremtrædende rolle, når danskere og rejsende til Danmark skal vælge transportmiddel. Der er behov for at sikre kapaciteten til internationale forbindelser, uden at det går ud over den indenlandske passagertrafik på tog-området, hedder det.

Planen skitserer de vigtigste projekter ”i forhold til at styrke den internationale passagertogtrafik via Danmark. Det er en udvidelse af kapaciteten ved Ringsted samt en ny sydlig jernbanekorridor i hovedstadsområdet.”

Videre står der i regeringens oplæg: ”Regeringen vil desuden styrke den internationale korridor ved den dansk-tyske grænse i Sønderjylland ved at udbygge den eksisterende jernbanestrækning fra enkeltspor til dobbeltspor mellem Tinglev og Padborg.”

Samtidig vil regeringen undersøge muligheden for, at strækningen Flensborg-Padborg-Tinglev i fremtiden kan blive betjent af tyske tog, hvorved Tinglev bliver et knudepunkt for togtrafikken i Sønderjylland, og der kan komme timedrift for tog på strækningen mellem Tinglev og Sønderborg.

Hele regeringens infrastrukturplan kan ses via dette link.

Relaterede artikler:

Rejsebureau skifter fokus fra busser til tog

Nattog vender tilbage til Danmark

Eksprestog fra Hamborg til Frankfurt Airport