- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Regeringen hæver bøder for ulovlig korttidsudlejning

Nu strammes de regler som platforme som Airbnb og privatpersoner, der korttidsudlejer en bolig, skal rette sig efter. ”Det går ikke, at boliger bliver brugt til ulovlig hoteldrift,” slår minister fast.

Ulovlig korttidsudlejning har længe været en torn i øjet på både politikere og erhvervsorganisationer herhjemme. Regeringen har da også tidligere i år bebudet, at der var en stramning af reglerne på vej.

Torsdag blev en ny aftale på området, der er er indgået af regeringspartierne Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne sammen med Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet, så præsenteret.

Det var minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V), der løftede sløret for aftalen, som blandt andet sigter efter at styrke tilsynet og gøre det muligt at udstikke højere bøder til de personer eller virksomheder, der bryder reglerne for korttidsudlejning.

”Deleøkonomi er fantastisk, men alle skal selvfølgelig følge reglerne. Det går ikke, at boliger bliver brugt til ulovlig hoteldrift, og derfor er jeg glad for, at vi kan samle et så bredt politisk flertal bag, at vi nu slår hårdere ned på dem, der snyder og omgår reglerne,” siger ministeren.

Sætter ind på flere områder
Den nye aftale omfatter en række forskellige initiativer. Først og fremmest baner den vejen for, at udlejningsplatforme, ejere og brugere kan få besked på, at de skal udlevere relevante oplysninger til tilsynsmyndigheden.

Derudover gør aftalen det muligt at få udlejningsplatforme til at gribe ind over for ulovligt indhold ved at blokere for flere bookinger eller fjerne udlejningsannoncer. Med aftalen får myndighederne desuden også nye muligheder for at uddele bøder, hvis tilsynsmyndighedens påbud ikke efterleves.

Den indebærer ligeledes, at bødestørrelserne for overtrædelse af sommerhuslovens regler for korttidsudlejning af en persons egen fulde helårsbolig skærpes, og det samme gælder bøderne for at udleje en ejendom i strid med reglerne om erhvervsmæssig udlejning.

Sidstnævnte gælder navnlig for de såkaldte skyggehoteller, der er private helårsboliger, som drives med en systematik, der minder om hoteller.

Yderligere åbner aftalen også for, at en kommune kan overtage tilsynet med, at kortidsudlejning af en fuld helårsbolig sker efter reglerne, fortæller By-, Land- og Kirkeministeriet

Vil både straffe private og platforme
Det oplyses, at bødestraffen for ikke at efterleve påbud om at udlevere oplysninger bliver på 5.000 kroner per påbud for privatpersoner samt 25.000 kroner for hvert påbud, som juridiske personer og udlejningsplatforme ikke retter sig efter.

Bødestraffen for at undlade at fjerne ulovligt indhold bliver fremover på 25.000 kroner per påbud for udlejningsplatforme.

Aftalen skærper også straffen for at udleje en ejendom i strid med reglerne om erhvervsmæssig udlejning i sommerhusloven. Det gælder navnlig for de føromtalte skyggehoteller. Her indføres et vejledende bødeniveau på 50.000 kroner per år, hvor boligen fungerer som udlejningsenhed, lyder det.

Kan få bøde på 100.000 kroner
Reglerne for udlejning af egen fulde helårsbolig blev indført i 2019 i sommerhusloven, og heri opereres der med tre mulige udlejningsgrænser.

Hvis udlejningen af egen fulde helårsbolig foretages privat uden brug af udlejningsplatform, er grænsen 30 dage per kalenderår, mens grænsen er 70 dage om året i tilfælde af, at udlejningen foretages via en udlejningsplatform, der indberetter lejeindtægten til Skatteforvaltningen.

I tillæg hertil er der mulighed for, at landets kommunalbestyrelser kan hæve grænsen for udlejningen af egen fulde helårsbolig, der udelukkende formidles via en udlejningsplatform, som indberetter lejeindtægten til Skatteforvaltningen, fra 70 dage og op til 100 dage årligt.

I den nye politiske aftale justeres det vejledende bødeniveau således, at overskridelser på op til og med fire dage straffes med en bøde på 5.000 kroner, mens det bliver på 15.000 kroner, hvis udlejningsgrænsen overskrides med op til og med 12 dage.

Hvis overskridelsen er på 40 dage, vokser bøden til 40.000 kroner, mens op til og med 180 dages overskridelse fremover takseres til 60.000 kroner, ligesom overskridelser over 180 dage vil resultere i en bøde på 100.000 kroner.


Relaterede artikler:

Sådan vil regeringen få styr på korttidsudlejning

Minister om Airbnb-snyd: ”Vi vil slå hårdt ned”

Airbnb opfordrer regeringen til at stramme grebet