- STANDBY.DK - https://standby.dk -

’Regeringens sommerhusudspil er en katastrofe’

I ’Langt fra Borgen’ satte DR fokus på regeringens hensigtserklæring om at lempe den såkaldte ’sommerhusprotokol’, så det bliver muligt for udlændinge at købe sommerhus i Danmark.

Kaj Frederiksen.

I ’Langt fra Borgen’ satte DR fokus på regeringens hensigtserklæring om at lempe den såkaldte ’sommerhusprotokol’, så det bliver muligt for udlændinge at købe sommerhus i Danmark.

“Det vil være katastrofalt for dansk turisme”, mener man hos Feriehusudlejernes Brancheforening.

Reguleringen er fastlagt ved en lov vedtaget i 1959. I den såkaldte ”sommerhusprotokol” i EU-Maastrichttraktaten bekræftes den danske lovgivning. Men regeringsgrundlaget fra november 2016 formulerer en hensigt om at ’undersøge mulighederne for forsøgsvist at undtage særligt udvalgte områder’.

”Det vil være en katastrofe for dansk turisme”, mener Kaj Frederiksen, direktør i Sol og Strand Feriehusudlejning og bestyrelsesmedlem i Feriehusudlejernes Brancheforening. Han medvirkede i ’Langt fra Borgen’ i går, og her gjorde han rede for branchens syn, at en lempelse vil gøre køb af sommerhus til en uopnåelig drøm for mange danskere og potentielt koste dansk turisme 1,6 milliarder kroner.

”Åbner man sluserne, så udvider man køberskaren markant. Det vil i første omgang betyde, at priserne – særligt i de mest attraktive områder langs den jyske vestkyst – vil stige, og det vil være forbeholdt velhavere at købe sommerhus i Danmark”, siger Kaj Frederiksen.

”Vi ved af erfaring, at når danske sommerhuse, der hidtil er blevet lejet ud, falder på udenlandske hænder, bliver de ofte taget af udlejningsmarkedet. Det betyder, at mange flere sommerhuse vil stå tomme det meste af året, og det vil affolke sommerhusområderne og få store konsekvenser for turismen generelt. Vi har regnet på de samfundsøkonomiske aspekter, og det samlede tabte turismeforbrug kan løbe op 1,6 milliarder kroner, svarende til 2.100 årsværk – fortrinsvis ved den jyske vestkyst”.

Beregningerne er foretaget af Dansk Erhverv og baseret på VisitDenmarks og Danmarks Statistiks data om bl.a. de eksisterende feriehuse, udlejningsmønstret samt viden om turisternes gennemsnitlige forbrug.

”Vi frygter konkret, at en mindre lempelse i visse områder vil medføre, at EU underkender Danmarks undtagelse i hele landet”, siger Carlos Villaro Lassen, direktør i Feriehusudlejernes Brancheforening.