- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Rejs dig ung

Det, der holder mennesker kvikke i en høj alder, er altid interessant, og mens der er masser af teorier, kan der ikke drages sikre konklusioner.

Det, der holder mennesker kvikke i en høj alder, er altid interessant, og mens der er masser af teorier, kan der ikke drages sikre konklusioner.

Sidste efterår indkaldte Northwestern University i Chicago tolv berejste mennesker på 80 år og derover med god hukommelse. Universitetet studerer alderdom, herunder demens og Alzheimers. Blandt de indkaldte var June Scott på 86 år, der har besøgt alle syv kontinenter og mere end 87 lande. Hun var netop hjemvendt fra Israel og havde samme år besøgt Cuba, sovet i telt i den saudiarabiske ørken og sejlet i kajak blandt delfiner i Namibia.

Professor Emily Rogalski, påpeger, at med June Scott ikke kan konkludere, at rejser alene er nøglen til at holde hjernen velfungerende. Den eneste fællesnævner blandt disse ’SuperAgers’ synes at være overlegne hukommelser og ungdommelige hjerner.

Danmark har også mange ældre, der er vidt berejste. I 1928 sendte dagbladet Politiken som hyldest til Jules Verne den 15-årige Palle Huld på jordomrejse uden fly. Han skrev ved hjemkomsten en bog, ’Jorden rundt i 44 dage’, og blev lidt af en verdenssensation. Det menes, at drengen med det ildrøde hår var inspiration til Hergés tegneserier om den unge journalist Tintin.

Palle Huld foretog i sit liv mange rejser, heriblandt til Canada og til Teheran på Nimbus-motorcykel. Han døde i 2010 i en alder af 98 år. En anden af vores store globetrottere er Jens Bjerre, der er lyslevende og fortsat holder foredrag – han er på vej til 97 år.

Danmarks mest berejste person hedder Peter Schønsted og er æresmedlem i De Berejstes Klub. Han har besøgt 196 lande (FN’s medlemslande + Kosovo, Taiwan og Vatikanet) og kan ikke forestille sig et liv uden rejser. ”Jeg stopper aldrig med at rejse, med mindre sygdom skulle forhindre det,” siger han – i dag 76 år.

Pensionister hører blandt dem, der rejser mest af alle – de er vor tids globetrottere. Pensionskassen Sampension har undersøgt den rejsevante gruppe, hvor 11% endda har rejst fem gange eller mere det seneste år. Også hos Best Travel er man kendt med seniorers rejseaktivitet – de er rejsebureauets største kundesegment.

”Vi har mange stamgæster, som på samme tid bestiller flere af vores rejser”, siger salgs- og marketingchef Jens Fonsbøl. ”De er yderst rejsevante og stiller høje krav om dygtige rejseledere og god komfort. De har oplevet lidt af hvert, og på rejserne bliver der lystigt udvekslet anekdoter”.

Best Travel har de seneste to år haft op mod 30 gæster på 90 år og derover. Eksempelvis skal Keld Børge i en alder af 93 på et elleve dages Donau-krydstogt i oktober.