- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Rejsebranchen hjælper igen indiske gadebørn

TURISME: Copenhagen Marriott Hotel gentager succesen og støtter gadebørn i Indien ved udsolgt velgørenhedsgalla.

Lisbeth Johansen.

TURISME: Copenhagen Marriott Hotel gentager succesen og støtter gadebørn i Indien ved udsolgt velgørenhedsgalla.

Efter den nye ledelse af Hilton Copenhagen Airport ikke mere ville holde den årlige velgørenhedsgalla for Little Big Help, tog mere forstående Marriott Hotel Copenhagen med stor glæde over sidste år.

Danmarks største 5-stjernede hotel er igen 1. oktober hovedsponsor for Little Big Helps 7. velgørenhedsgalla til fordel for udsatte børn og kvinder i indiske Kolkata.

TV2-vært Jes Dorph-Petersen er i nyt jakkesæt for femte gang aftenens konferencier, mens auktionarius Kasper Nielsen fra Bruun Rasmussen Kunstauktioner vil styre auktionen.

I år kan de 300 gæster høre den populære danske Bollywood-sanger Anita Lerche, som vil bringe indisk stemning. Hun er den første pige fra vesten, der udgav et album på sproget punjabi:

Anita Lerche siger: ”LittleBigHelp gør et liv til forskel for gadebørn og udsatte kvinder i Indien. Gennem mine lange ophold i Indien, har jeg fået tæt indblik i behovet for støtte af specielt børn og kvinder. Jeg brænder selv meget for denne mission og har derfor støttet LittleBigHelp i en årrække og er stolt af at optræde ved dette års velgørenhedsgalla.”

På den udsolgte aften med 300 deltagere vil der være musikalsk optræden fra en af Danmarks største stemmer, Annisette, samt underholdning ved Anders Bircow.

Allan Agerholm, koncernchef for BC Hospitality Group, der bl.a. driver Copenhagen Marriott Hotel, glæder sig over det nye samarbejde med LittleBigHelp: ”Det er en stor glæde for BC Hospitality Group igen at støtte LittleBigHelps galla på Copenhagen Marriott Hotel. Gallaen sidste år vidnede om den kæmpe forskel LittleBigHelp gør i Indien. Trods de mange tusinde kilometer mellem Danmark og Indien fik alle gæster et meget stærkt indblik i det uundværlige arbejde, der til daglig udføres i Indien via Lisbeth og hendes team. Vi ønsker sammen at gøre forskel med LittleBigHelp og skabe lysere fremtid for børn og kvinder i Indien.”

Ved første galla i 2010 blev der indsamlet 125.000 kr. og siden har gallaen kun vokset sig større med 1,1 mio. kr. indsamlet sidste år.

Stifter af LittleBigHelp, Lisbeth Johansen, tidligere salgsdirektør i hotelbranchen, ser frem mod endnu en galla: ”Når vi for 7. år i træk slår dørene op for LittleBigHelp velgørenhedsgalla, kan jeg ikke andet end at nive mig selv i armen og smile over den fantastiske rejse, LittleBigHelp har været på, med overvældende opbakning fra hoteller, virksomheder, kunstnere og private personer. At vi på gallaftenen mødes for at støtte udsatte kvinder og børn i Indien, er dybt rørende og gør en kolossal forskel. En kæmpe tak til Copenhagen Marriott Hotel, der for 2. år donerer denne aften.”

LittleBigHelp arbejder med udsatte børn og kvinder i indiske Kolkata. Hver dag støtter de over 500 børn og kvinder og driver bl.a. et børnehjem for drenge, et for piger, et værested for gadebørn, en skole i et slumområde og flere tilbud med erhvervsuddannelse til kvinder.

Der estimeres at være op mod 800.000 gadebørn i Indien.

Foreløbig har disse fra den danske rejsebranche doneret bidrag til LittleBigHelps gallaaften 1. oktober: AC Hotel Bella Sky, Air France-KLM, Brøchner Hotels, DFDS, Small Danish Hotels, Hotel d’Angleterre, Guldsmeden Hotels, Scandic, Skt. Petri, Strömma, Københavns Lufthavn og Seaplanes nye vandflyver mellem Aarhus og København.

Rejsebranchen – og andre – kan sende donationer til årets gallaaften for LittleBigHelp til Lisbeth Johansen via emailen: lj@littlebighelp.com