- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Rejsebranchen med til at sætte ny indsamlingsrekord

Fra gallaaftenen i lørdags, fra venstre konferencier Jes Dorph-Petersen, koncernchef Allan Agerholm, Lisbeth Johansen og auktionarius Kasper Nielsen. Foto Wilfred Gachau.

Bidrag fra den danske rejsebranche var med til at skaffe 1,8 mio. kr. ved weekendens gallaindsamling for LittleBigHelp. Nik & Jay var del af underholdningen lørdag aften på 5-stjernede Copenhagen Marriott Hotel, hvor rejse fra C&C Travel gav højeste hammerslag ved auktionen.

For 8. gang holdt LittleBigHelp i lørdags sin årlige gallaindsamling til fordel for foreningens 11. projekter for udsatte børn og kvinder i slumområderne i den indiske millionby Kolkata.

Og mens der sidste år blev samlet 1,3 mio. kr. ind til det velgørende formål – i lørdags kom der 1,8 mio. kr. ind via salg af adgangsbilletter, donationer og køb på de to auktioner under aftenen. Der er en såkaldt ”silent auction” med ”mindre” genstande – mens de dyrere donationer sælges under hammerslagsauktion i selve salen; igen i år under ledelse af Kasper Nielsen, salgschef i auktionshuset Bruun Rasmussen.

Ligeledes i år var Jes Dorph-Petersen – for sjette gang – konferencier.

Nik og Jay på scenen for Little Big Help i lørdags. Foto Wilfred Gachau.

I år stod bl.a. sangeren Dorthe Gerlach for underholdningen sammen med medvirkende fra den kommende musical ”Made In Aarhus” – Annette Heick, Tomas Ambt Kofod, Mikkel Rønnow og Kris Herman – samt ikke mindst den danske popgruppe, Nik og Jay (Niclas “Nik” Petersen og Jannik “Jay” Thomsen).

Alle medvirkende ved gallaarrangementet medvirker gratis.

Tidligere salgschef i hotelbranchen

Ved Little Big Helps første galla i 2010 blev der indsamlet 120.000 kr.”Jeg havde i år drømt om 1,5 mio. kr., men at vi nåede 1,8 mio. kr. og dermed næsten 50 pct. mere end ved sidste års galla, havde jeg aldrig troet,” sagde Lisbeth Johansen i går til standby.dk

Det indsamlede beløb går ubeskåret til LittleBigHelps 11 projekter. Før Lisbeth Johansen stiftede LBH var hun bl.a. salgschef for det daværende Hilton Copenhagen Airport.

I dag har LBH 70 medarbejdere på dets projekter i Kolkata. LittleBigHelp arbejder med udsatte børn og kvinder og støtter hver dag over 500 børn og kvinder. LBH driver bl.a. et børnehjem for drenge, et for piger, har skoleforberedende kurser i flere slumområder for børn og flere tilbud med erhvervsuddannelse til kvinder. Der estimeres at være op mod 800.000 gadebørn i Indien.

Mange af børnene, der nu bor hos LBH, kommer fra togstation Howrah i Kolkata, hvor masser af børn og voksne bor under usle forhold og hvor de bl.a. sniffer lim for at lukke hverdagens fortrædeligheder ude.

Lisbeth Johansen er super empatisk – og kunne dybt rørt ikke sige noget da hun hørte indsamlingsresultat. Hun blev støttet af konferencier Jes Dorph-Petersen. Foto: Tobias Jørgensen

Mange bidrag fra rejsebranchen

Blandt donationerne fra rejsebranchen, der var med på selve hammerslagsauktionen i ballroomet på Copenhagen Marriott Hotel i lørdags var bl.a. ophold i London på 5-stjernede The Mayfair Hotel, der blev solgt for 9.000 kr.

Samme person købte de fire års-parkeringskort til Københavns Lufthavn til en værdi af 30.000 kr. pr. stk. De fire kort blev hver købt for 20-21.000 kr. Et ophold på Scandic Downtown Camper i Stockholm blev solgt for 8.000 kr.

Hotelkæden IHG havde skænket gavekort til valgfri ophold på et af kædens mange hoteller i Europa; det blev solgt for 11.000 kr.

To billetter med Air France fra København eller Billund til Paris, Marseilles, Bordeaux eller Lyon fik hammerslag ved 8.000 kr.

En julefrokost for seks personer på Radisson Blu Scandinavia-hotel i København skaffede 6.000 kr., mens en stor middag for ti personer på det kommende Scandic-hotel i Kødbyen i København bragte 7.000 kr. i kassen og et ophold for to personer i to nætter på berømte Ruths Hotel i Skagen indbragte 11.500 kr.

C&C Travel skaffede 40.000 kr.

Aftenens største beløb kom fra salg af 21 dages rundrejse i Indien for to personer til en værdi 30.000 kr., doneret af C&C Travel. Rejsen fik hammerslag ved 40.000 kr.

En weekend for to med middag på Copenhagen Marriott Hotels præsidentsuite bragte 22.000 kr. ind, mens et weekend ophold på det nyeste Guldsmed-hotel i København, Manon les Suites, gav 5.500 kr., mens et spa-ophold på Hotel Kong Arthur i København blev solgt for 6.500 kr.

Der var også meget andet end bidrag fra rejsebranchen. Bl.a. solgte to tegninger fra Kurt Westeraard hhv. 29.000 og 33.000 kr. Der kunne i alt bydes på 153 genstande som bestod af alt fra kunst fra Martin Bigum og Anders Morgenthaler, en Finn Juhl ”Poeten” sofa fra House of Finn Juhl og Limited Edition tasker fra Malene Birger. Og to billetter til VIP-loungen i fodboldklubben Liverpools indbragte 13.000 kr.

Blandt de bidrag fra rejsebranchen, der blev solgt på ”silent auction” var donationer fra Crowne Plaza Copenhagen Towers, Hotel Amerika, Hotel Kong Arthur, Bella Sky Hotel, Brøchner Hotels, svenske Grand Hotel Saltsjobaden, Hotel Koldingfjord, Kurhotel Skodsborg, Scandic Triangeln i Malmø, Scandic Hotel Webers, Sinatur Hotel Skarrildhus, Small Danish Hotels, DFDS, Nordic Seaplanes samt Wallmans Dinnershow i Cirkusbygningen.

Stor støtte fra BCHG

Allan L. Agerholm, koncerndirektør i BC Hospitality Group, som Copenhagen Marriott Hotel er en del af, siger:

”Initiativet med LBH’s indsamlingsgalla ligger fint i tråd med et af vore strategiske fokusområder: Responsible Hospitality. LittleBigHelp er desuden en professionelt drevet NGO, der reelt gør en forskel blandt udsatte grupper i Indien, og det støtter vi gerne ved at stille Copenhagen Marriotts unikke rammer til rådighed til organisationens årlige velgørenhedsgalla. Vi ser frem til at kunne byde LittleBigHelp og dets gæster velkommen tilbage igen i 2018.”