Europa-Kommissionen har foreslået en prisstigning på ETIAS-ansøgninger. Fra en samlet rejsebranche lyder det, at prisstigningen er ude af proportioner.
Når turister i fremtiden besøger Europa, kan de komme til at betale 20 euro for deres ansøgning til ETIAS (European Travel Information and Authorisation System, red.). Forslaget kommer fra EU-Kommissionen. Den oprindelige plan fra 2018 var ellers, at en ansøgning skal koste syv euro.
ETIAS vil efter planen blive rullet ud i 2026, og meget lig USA’s ESTA, skal rejsende, som kan rejse til Schengen-landene uden visa, have en tilladelse til indrejse online gennem ETIAS. Men de 20 euro vækker bekymring i den europæiske turisme- og rejsebranche.
Det skriver en række erhvervsorganisationer i en fælles pressemeddelelse. Blandt dem er Airlines for Europe (A4E), European Travel Agents’ and Tour Operators’ Association (ECTAA), European Regions Airline Association (ERA), European Tourism Association (ETOA) og European Association of Hotels, Restaurants and Cafés (HOTREC).
Handler om fairness
Organisationerne bag skriver, at prisen på 20 euro for en ETIAS-ansøgning skaber bekymringer om proportionalitet og fairness på et tidspunkt, hvor geopolitisk uro, inflation og stigende driftsomkostninger presser den europæiske turismesektor.
”Selvom gebyret måske kun udgør en lille del af de samlede rejseudgifter, er den samlede påvirkning for familier ikke ubetydelig – især i lyset af den bredere tendens med stigende overnatningsskatter. Denne stigning fremstår ude af proportioner og strider imod den oprindelige intention fra medlovgiverne (Europa-Parlamentet og -Rådet), som under forhandlingerne i 2018 blev enige om et beskedent og rimeligt gebyr – et centralt resultat, som rejse- og turismesektoren støttede op om,” skriver organisationerne.
Fra dem lyder det også, at branchen er bekymret for mangel på gennemsigtighed om det foreslåede beløb, og man efterspørger klarhed over, om alternative takster også er blevet vurderet. Organisationerne mener således ikke, at der er fremlagt nok dokumentation for, at de 20 euro og ikke mindre kan sikre driften af ETIAS.
Opfordrer lovgivere til at sige nej
Rejsebranchens organisationer kommer i pressemeddelelsen også med opfordringer til EU’s lovgivere. Dels ønsker man, at EU-Kommissionen offentliggør de data, som ligger til grund for den foreslåede takst.
Man ønsker også, at EU’s lovgivende forsamlinger, henholdsvis Europa-Parlamentet og Det Europæiske Råd, siger nej til taksten på 20 euro for i stedet at bede om, hvad man kalder en mere proportional og bevisbaseret takst.
Derudover ønsker man, at eventuelle overskud, som ETIAS genererer, skal bruges til at finansiere turismeinfrastruktur, træning af personale og bæredygtige udviklingsinitiativer.
Relaterede artikler:
EU nye system til grænsekontrol udskydes på ny