- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Rejsebureau: Danskerne flytter ferien

”Maj er gået fra at være en problemsæson til en højsæson,” melder dansk rejsearrangør. Forsalget til juni, juli og august næste år er faldet 32 procent, mens forsalget til maj er steget 119 procent.

Rejsearrangøren Tid til Ro, der tilbyder rejser med fokus på blandt andet yoga og vandring, oplever et markant skifte i sine gæsters rejsevaner.

Forsalget til juni, juli og august næste år er faldet 32 procent sammenlignet med samme tidspunkt sidste år, mens forsalget til maj 2027 er steget 119 procent, hedder det i en pressemeddelelse.

Tendensen er tydelig: Stadig flere rejsende, der ønsker en aktiv ferie, vælger at rejse i ydersæsonen frem for i højsommeren. Dermed er maj på få år gået fra at være rejsebranchens traditionelle problemsæson til at blive en ny højsæson, konkluderer John Tobiesen, direktør i Tid til Ro.

Hos Tid til Ro er salget til maj næste år steget 119 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år. Til sammenligning er det samlede forsalg til 2027 kun vokset med 37 procent, mens salget til juni, juli og august samlet set er faldet med 32 procent, oplyses det. Tallene er baseret på forsalget pr. 23. juli i denne måned med samme tid sidste år.

Maj: En af årets mest eftertragtede rejsemåneder
I sin pressemeddelelse siger John Tobiesen: ”I rejsebranchen har maj altid været en vanskelig måned. Mange har tidligere fravalgt rejser i maj på grund af konfirmationer, pinse og fordi sommerferien lå lige om hjørnet. At maj nu er ved at udvikle sig til en af årets mest eftertragtede rejsemåneder, er et markant skifte.”

Forklaringen hører medarbejderne i Tid til Ro igen og igen fra gæsterne, lyder det:

”Mange af vores gæster ser ikke længere den store idé i at rejse sydpå i juni eller juli, når vejret ofte er varmt og solrigt i Danmark. Samtidig ønsker mange ikke at tage på aktive rejser med vandring og yoga, når temperaturerne i Sydeuropa kan nærme sig 40 grader,” siger John Tobiesen og tilføjer, at seks ud af ti rejser i maj 2027 allerede er solgt.

 

Relaterede artikler:

Stort charterbureau oplever interesse for lavsæson

Strikkeboom udløser ny rejseform

Spies: Flere vil på aktiv ferie