- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Rejsebureau giver 80.000 kr. til pigegarde

REJSEBUREAUER: Helsingør Pigegarde har 80 medlemmer, derfor har rejsebureauet Top Tours netop doneret 80.000 kr. – 1.000 kr. pr. medlem - til gardens rejse i december til USA, som rejsebureauet arrangerer.

Chef for Helsingør Pigegarde, Sanne Bergsaker, til venstre, med Top Tours Bjarne Lundahl og Pigegardens kaptajn, Benedikte Kongsgaard.

REJSEBUREAUER: Helsingør Pigegarde har 80 medlemmer, derfor har rejsebureauet Top Tours netop doneret 80.000 kr. – 1.000 kr. pr. medlem – til gardens rejse i december til USA, som rejsebureauet arrangerer.

”Top Tours har gennem mange år været en god sponsor, men denne gave overgår alt,” siger Helsingør Pigegardes chef, Sanne Bergsaker.

Forleden donerede Top Tours 80.000 kr. til Helsingør Pigegardes rejse i december til Californien, en rejse som Top Tours arrangerer, oplyser Bjarne Lundahl, salgsdirektør og medejer af Top Tours til standby.dk

Helsingør Pigegarde skal deltage i den amerikanske nytårsparade (Rose Parade) 1. januar 2015.

Rose Parade har været holdt siden 1890, og er vokset fra at være en lille lokal byfest til at være en af de mest betydningsfulde parader i verden, oplyser Helsingør Pigegarde.

Rose Parade vælger hvert år de bedste bands fra hele verden til at deltage i paraden. Helsingør Pigegarde er eneste orkester fra Europa, som er fundet dygtige nok til at deltage i næste års parade. Det er første gang et orkester fra Danmark deltager.

Rose Parade bliver set af en million mennesker langs paraderuten i Pasadena ved Los Angeles, og yderligere 70 mio. verden over følger paraden på tv.

Bjarne Lundahl siger til standby.dk, at Top Tours støtter mange formål i Helsingør og omegn. F.eks. et lokalt plejehjem, hvor rejsebureauet sørger for lagkager, portvin og klipning af beboerne.

Sidste år omsatte Top Tours for 135 mio. kr. I år forventes omsætning på 150 mio. kr. – og overskud på 15 mio. kr., siger Bjarne Lundahl.

13 år gamle Top Tours har udelukkende oversøiske rejser. Ud over Østen også til USA samt krydstogter.

Rejsebureauet har ud over Helsingør rejsebureauer i Faxe, Aarhus og København.