- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Rejsebureau har stor rejsemesse om USA

REJSEBUREAUER: FDM Travel er Danmarks største rejsebureau på rejser til USA – 2. marts har det inviteret sine kunder til rejsemesse kun med fokus på USA. Interessen er så stor, at FDM melder udsolgt til arrangementet. Rejsebranchen kan dagen efter møde mange af deltagerne på Nordens største USA-workshop.

REJSEBUREAUER: FDM Travel er Danmarks største rejsebureau på rejser til USA – 2. marts har det inviteret 1.700 kunder til rejsemesse kun med fokus på USA. Interessen er så stor, at FDM melder udsolgt til arrangementet. Rejsebranchen kan dagen efter møde mange af deltagerne på Nordens største USA-workshop.

Alene sidste år sendte FDM Travel 22.000 danskere til USA. ”Hver tredje USA-booking hos FDM travel var i øvrigt med børn,” oplyser kommunikationsmedarbejder Julie Karla Ørnbjerg Jersin til standby.dk

FDM Travels store USA-rejsemesse er den eneste for forbrugere, hvor der kun er fokus på USA, oplyser bureauet. Den holdes i år for første gang. USA er med over 270.000 årlige danske ankomster største oversøiske rejsemål for danskerne.

”Vi oplever hvert år massiv interesse for rejser til USA, det er derfor naturligt med en rejsemesse dedikeret alene til USA. Som det danske rejsebureau, der sender flest på individuelle ferierejser til USA, har vi unikt kendskab til de rejsendes ønsker,” siger indkøbs- og produktionschef hos FDM travel, Jesper Ewald. Han er også bestyrelsesformand for den danske Discover America-komite.

På rejsemessen vil der være en række udstillere, der dækker bredt udsnit af USA – f.eks. turistorganisationer i Californien, Florida, Georgia, New York og Oregon. Der er også repræsentanter fra turistattraktioner som Universal Studios Hollywood, ligesom det vil være muligt at blive klogere på overnatnings- og transportmuligheder, herunder et amerikansk motorhome samt en Harley-Davidson.

Blandt udstillerne på FDM’s USA-messe for forbrugerne er California Tourism, herunder danskerbyen Solvang. Fra Florida medvirker bl.a. Florida Beaches og charmerende Fort Myers/Sanibel plus Visit Orlando. Fra Oregon, den midterste af de tre stater på USA’s vestkyst, kommer Visit Oregon og Visit Portland. Sydstaten Georgia er også med – det samme er New York med bl.a. det gode Hotel Beacon tæt på Central Park.

Flyselskaberne repræsenteres af Air France/KLM/Delta, Icelandair og SAS, mens Europæiske Rejseforsikring fortæller, hvor vigtigt en rejseforsikring til USA er.

I øvrigt kan mange af udstillerne mødes dagen efter når Discover America 3. marts holder Nordens største USA-workshop for rejsebranchen. Det sker på Marriott i København med 55 udstillere og knap 200 deltagere fra rejsebureauerne.