- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Rejsebureau klar med ny strategi

Nu hedder det ikke mere Sydeuropacentret, men Go To. I første omgang Go To Italy, Go To France og Go To Golf. Senere følger andre lande. Rejsebureauet har fået nye investorer for at kunne klare fremtidig vækst.

Sydeuropacentret har i årevis været Danmarks største arrangør af rejser til Italien. Men nu skal der kigges på andre markeder. Det siger bureauets ejer og adm. direktør, Kim Ferrigno, til Take Off.
Sidste år rejste 29.300 danskere til Italien, et markant fald i forhold til 2007, hvor 42.200 danskere besøgte støvlelandet, viser tal fra Statens Luftfartsvæsen.

 

”Vi ejer stadig navnet Sydeuropacentret, men det er nu kun et binavn, fremover hedder vores ”divisioner” Go To, vi har foreløbig tre datterselskaber – Go To France, Go To Italy, Go To Golf – vi har bl.a. også registreret navne som Go To Spain og Go To Portugal,” siger Kim Ferrigno.

 

Som led i Go To’s kommende ekspansion, har Kim Ferrigno taget nogle investorer ind. ”Lige nu ejer jeg og vores bestyrelsesformand, erhvervsmanden Brian Mollerup, 70 % af aktierne. Men der kommer flere aktionærer, vi har brug for penge til bl.a. kommende kraftige markedsføring af Go To, der så småt er skudt i gang, men navnlig vil blive synlig fra efteråret,” siger Kim Ferrigno, der åbnede Sydeuropacentret i 1988. Bureauet sælger primært direkte til kunderne, mens dets kvalitet er så høj, at dets produkter også forhandles af Danmarks største rejsebureau-kæde, DSB Rejsebureau.

 
”Lige nu er der en moderat fremgang, men markedet er presset. Rejsebureauer, der før ville have udsolgt til sommeren på denne tid, sælger rejser med store rabatter. Samtidig har jeg noteret en ændring i kundernes købsmønster, der er mere efterspørgsel på slagtilbud,” siger Kim Ferrigno og tilføjer:
 

”Sydeuropacentret blev etableret med bl.a. den filosofi, at vi skulle have en perfekt viden om landet. Det har jeg fx om Italien, hvorfra min mor stammer og jeg har megen familie omkring Amalfi, der driver hoteller og restauranter. Med Go To vil vi lave specialist-rejsebureauer, og stadig med kravet om, at vores viden om landet er unik. Det gælder for Frankrig, det gælder for golfrejser – og når vi har fundet de rette eksperter på Portugal og Spanien, bliver det nye områder. De enkelte bureauchefer bliver medejere af Go To – vi skal have eksperter, der brænder for deres lande.”

 

Go To har netop fået aftale med KLM’s lavprisselskab Transavia som bliver strategisk samarbejdspartner.

 

"Det nye set-up betyder, at vi står stærkere," siger Kim Ferrigno og tilføjer: "Vi kan markedsføre os under ét varemærke og samtidig opnå større styrke ved større indkøbsaftaler. Go To skal ekspandere de kommende år og opnå en position som en af branchens dygtigste rejsearrangører.”

 

I øvrigt indbragte Kim Ferrignos sans for detaljer ham i 1999 prisen ”Premio Leonardo da Vinci” der gives til verdens dygtigste arrangører af rejser til Italien.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten