- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Rejsebureau og DAT sammen om ny rejsearrangør

Det tidligere Atlantis Rejser og flyselskabet DAT stifter det nye danske rejsebureau Atlantis, ejet af kredsen bag det danske familieejede flyselskab DAT og det tidligere Atlantis Rejser.

Under navnet Atlantis og med Ibrahim Ramadan, grundlægger i 1994 af det i dag lukkede Atlantis Rejser, som administrerende direktør, har Atlantis og DAT (Danish Air Transport) stiftet rejsearrangøren Atlantis.

Det oplyser Atlantis på Linkedin. I første omgang er der fokus på rejser til Egypten, der også var Atlantis Rejsers speciale, men der er planer om andre destinationer.

Atlantis har erhvervet sig alle digitale platforme fra det tidligere Atlantis Rejser, for eksempel hjemmesiden Atlantisrejser.dk samt @atlantisrejser på Instagram og Facebook.

”Erfaring, kompetence og et højt serviceniveau bliver kerneværdier for Atlantis. Blandt andet vil Atlantis tilbyde sine gæster at flyve som en VIP på udvalgte ruter med komfort-sæder og specialmenu,” hedder det blandt andet i opslaget på Linkedin.

”Sammen med DAT vil vi nu kunne tilbyde vores gæster langt flere muligheder med afgange til destinationer, samtidig med at vi holder fast i en god kvalitet på rejsen og høj service,” siger Ibrahim Ramadan, direktør i Atlantis.

Atlantis Rejsers svenske selskab, ATL Leisure AB, gik i januar i år konkurs som følge af coronakrisen. ATL Leisure AB var det svenske driftsselskab bag Atlantis Rejser.

Også rejser med rutefly
Atlantis vil tilbyde rejser til egyptiske destinationer som Sharm el Sheikh og Hurghada langs Rødehavet. Derudover vil man i højsæsoner tilbyde rutefly til udvalgte destinationer. Det vil også være muligt at sammensætte individuelle rejser med rutefly hos Atlantis, oplyses det.

I opslaget siger Jesper Rungholm, administrerende direktør for familieejede DAT, hvorfor Atlantis – hvor han bliver bestyrelsesformand – var det oplagte valg for DAT: ”DAT står allerede på en bred og solid platform med ben i flere dele af flybranchen, og rejsebranchen er endnu et spændende ben for os at udbygge med.”

Jesper Rungholm, der også er en erfaren flykaptajn, vil selv flyve Atlantis’ premiereafgang fra Københavns Lufthavn til egyptiske Hurghada den 17. oktober. Flyvningen vil være afskedstur for DAT’s MD-83’er, oplyses det. Ellers skal Atlantis flyve med DAT’s to Airbus A320’ere og selskabets enlige Airbus A321.

Atlantis vil i første omgang flyve fra Københavns Lufthavn, men planlægger også at flyve fra Aarhus Airport i løbet af i år, dog ikke med DAT. Tidligere i år skrev CHECK-IN.DK, at Atlantis Rejser samarbejder med Aarhus Airport om kommende flyvninger til destinationer i blandt andet Egypten, Grækenland, Kroatien og Spanien.

Atlantis er medlem af Rejsegarantifonden i Danmark og Danmarks Rejsebureau Forening.

I normale rejseår havde Atlantis Rejser både rejser med charterfly til navnlig Egypten samt med rutefly til blandt andet Dubai, Thailand og Egypten. Atlantis Rejser havde i 2019, sidste år inden coronakrisen, i alt 35.000 gæster med charterfly til navnlig Egypten samt 6.000 med rutefly til andre destinationer i og udenfor Europa.

Relaterede artikler:

DAT-evakueringsfly hjem til fodboldcharter

Egyptair får charterdebut i Aarhus Airport

Atlantis Rejser konkurs