- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Rejsebureau overtager konkurrent

REJSEBUREAUER: Danmarks største golfrejsebureau, Green2Green, opsluger konkurrent. Bureauet melder om god vækst i sin niche og forventer i år plus i omsætning på 10 pct.

Stig Horup, til venstre, stifter af Fairplay Golf Tours, der nu er overtaget af Green2Green, hvis ejer, Peter Grinsted, ses til højre.

REJSEBUREAUER: Danmarks største golfrejsebureau, Green2Green, opsluger konkurrent. Bureauet melder om god vækst i sin niche og forventer i år plus i omsætning på 10 pct.

Green2Green fra Aarhus har for en ikke oplyst sum overtaget det mindre jyske golfrejsebureau Fairplay Golf Tours – Fairplay inkorporeres i Green2Green under samme tag i det centrale Aarhus.

Fairplay havde sin første tee off som golfrejsebureau i 2002, samme år hvor Green2Green kom til verden. Fairplay blev åbnet af Stig Horup, der i 2005 sagde farvel til en 19 år lang officerskarriere i Flyvevåbnet for på fuld tid at arbejde med sine golfrejser.

Green2Green ejes af Peter Grinsted, der i går sagde til standby.dk:

”Vi har forhandlet med Fairplay i nogle måneder og er blevet enige. Med sammenlægningen opnår vi en række synergier på bl.a. indkøb og administration. Stig Horup får ansvar for salg og kundepleje, mens jeg skal stå for produktionen.”

Sidste år omsatte de to golfbureauer samlet for 37 mio. kr., heraf 30 mio. kr. hos Green2Green – begge bureauer gav overskud i fjor.

”Vi har haft fremgang de seneste år. I første halvår af i år har vi haft stigning i omsætningen på 10 pct. – jeg forventer, at vi i år runder de 40 mio. kr.,” siger Peter Grinsted.

Samlet havde Fairplay og Green2Green sidste år ca. 5.000 gæster, heraf 70 pct. på golfrejser indenfor Europa.

”Vi sælger også golfrejser til USA, Dubai, Mauritius, Thailand osv., men vi er stærkest på Europa. Vi får bl.a. fra efteråret og til næste forår egne charterflyvninger fra Billund og København til Faro på Portugals Algarve-kyst og sydspanske Sevilla. Vi flyver med danske Jet Time samt Primera Air, Bravo Tours’ flyselskab. Vi er gode kolleger med Bravo Tours,” siger Peter Grinsted, der ikke afviser at Green2Green en dag åbner i København, for også her at være i øjenkontakt med kunderne. Green2Green er i øvrigt officiel partner på rejsefronten for PGA of Denmark.

Som led i Green2Greens overtagelse af Fairplay har de to sammenlagte bureauer nu syv ansatte – og har netop fået Nicolaj Grinsted som ny elev.

”De to golfrejsebureauer har begge en solid kundekreds og med sammenlægningen vil vi kunne tilbyde flere destinationer. Vi opnår synergieffekt ved sammenlægningen af vores administration og får dermed frigjort kræfter til at styrke vores salgs- og produktionsafdeling,” siger Peter Grinsted.