- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Rejsebureau skal ikke erstatte, når et flyselskab lukker rute

KLAGE: En kunde krævede hele billetprisen tilbage, da det pågældende selskab lukkede ruten, og kunden fik tilbudt det samme med et andet flyselskab. Men den går ikke, siger Forbrugerklagenævnet.

KLAGE: En kunde krævede hele billetprisen tilbage, da det pågældende selskab lukkede ruten, og kunden fik tilbudt det samme med et andet flyselskab. Men den går ikke, siger Forbrugerklagenævnet.

Det sker, at en passager i et flyselskab, som har købt billetten i et rejsebureau, går til Forbrugerklagenævnet, når der ikke er tale om en pakkerejse. Det skete også i det aktuelle tilfælde.

Kunden købte en rejse til Teheran, men da rejsepartneren blev syg, valgte kunden at udsætte turen. Det kunne ske risikofrit, eftersom den pågældende billet gjaldt i et år.

I begyndelsen af næste år var kunden klar til at rejse igen og kontaktede rejsebureauet med en ny bestilling. I mellemtiden var der bare sket det, at det pågældende flyselskab havde opgivet at flyve til Teheran. Bureauet foretog derefter reservering hos andet flyselskab på samme IATA-billet.

Men det flyselskab ville kunden ikke rejse med, selv om det var eneste mulighed. Der er ikke vildt mange fly til Teheran. Han afbestilte – og krævede pengene tilbage.

Det fik han ikke, kun 1.018 kr. skriver JP. De resterende 7.182 kr. krævede han godtgjort i sagen ved Forbrugerklagenævnet.

I det officielle svar (på ægte jurasprog) fra nævnet hedder det: ”Det er nævnets opfattelse, at der ved flyrejser er et vist råderum for den erhvervsdrivende til udførelse af transportaftalen. Derfor må man som passager tåle, at det udførende luftfartsselskab bliver skiftet ud med et sammenlignende luftfartsselskab, hvis de øvrige vilkår i rejsen oveordnet er de samme.”

Kan det siges tydeligere? Ja, sagtens, men meningen er god nok.