- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Rejsebureau skal måske i Højesteret

Forbrugerombudsmanden er utilfreds med at Vestre Landsret frifandt rejsebureauet Ung Rejs for at opfordre børn og unge til druk på dets rejser. Derfor skal sagen muligvis prøves i Højesteret.

Vestre Landsret frifandt denne uge Travel Booking (Ung Rejs) for overtrædelse af markedsføringslovens § 8, stk. 2, der forbyder, at der i markedsføring rettet mod unge under 18 år direkte eller indirekte opfordres til indtagelse af alkohol. Forbrugerombudsmanden vil nu sammen med Rigsadvokaten drøfte, om sagen skal indbringes for Højesteret, oplyser Forbrugerombudsmanden.

 

Travel Booking blev ved Retten i Esbjerg idømt bøde på 175.000 kr. for overtrædelse af markedsføringslovens § 8, stk. 2. Denne dom blev anket til Vestre Landsret, som frifandt rejsebureauet.

 

Forbrugerombudsmanden er ”meget overrasket” over dommen fra Vestre Landsret.

Forbrugerombudsmand Henrik Øe siger i pressemeddelelse:

 

"Jeg mener at der et misforhold mellem landsrettens dom og Folketingets intention med bestemmelsen i markedsføringsloven. Landsretten fandt, at udtryk som ”fri øl … til visse arrangementer”, ”happy hour”, ”billige drinks”, og at der ”serveres øl og sangria”, lovligt kan anvendes i markedsføring af rejser over for børn og unge. Det er meget overraskende."

 

Baggrunden for sagen var, oplyser Forbrugerombudsmanden, at Travel Booking i 2008 og 2010 under binavnene Ung Rejs og Viby Rejser indrykkede annoncer i bladene Chili og Tjeck. I annoncerne var der henvist til bl.a. hjemmesiderne ungrejs.dk og viby.dk, hvor de udbudte rejser og de forskellige aktiviteter, som man kunne deltage i på rejsemålene, var nærmere beskrevet.

 

I beskrivelsen af aktiviteterne på hjemmesiden var der billeder af unge mennesker til fest, og i teksten blev der bl.a. anvendt udtryk såsom ”billige drinks”, ”fri øl”, ”gratis sangria og/eller øl” og ”brug pubcrawlingen som introduktionstur gennem nattens jungle af tropiske barer.”

 

Se hele pressemeddelelsen fra Forbrugerombudsmanden på: http://www.forbrugerombudsmanden.dk/

Skrevet af redaktionen