- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Rejsebureau sur på ugeblad

TURISME: Dansk rejsebureau, der sendte rejsejournalist af sted, utilfreds med, at ugeblad i Aller Koncernen indsatte navn på rejsebureau ejet af Aller Leisure i artikel - selv om det pågældende rejsebureau angiveligt nærmest ikke har rejser til destinationen. Aller beklager.

TURISME: Dansk rejsebureau, der sendte rejsejournalist af sted, utilfreds med, at ugeblad i Aller Koncernen indsatte navn på rejsebureau ejet af Aller Leisure i artikel – selv om det pågældende rejsebureau angiveligt nærmest ikke har rejser til destinationen. Aller beklager.

​Det nordjyske rejsebureau Viktors Farmor sælger godt med rejser til Iran – i år forventer det 1.000 solgte rejser på 60 grupperejser. Det gør ”farmor” til et, hvis ikke det største danske rejsebureau når det gælder rejser til det kontroversielle land.

Viktors Farmor sendte for nylig en anerkendt dansk freelancejournalist på reportagetur til Iran. Journalisten ønsker ikke sit navn oplyst, siger vedkommende til standby.dk

Men marketingchef hos Viktor, Esben Gynther, siger om rejsen og de efterfølgende artikler til standby.dk: ”Det har været problematiseret at Aller-koncernen har en ”leisure-afdeling” der sælger rejser.”

Aller Leisure ejer de danske rejsebureauer Beach Tours, Kulturrejser Europa, Nilles Rejser og Nyhavn Rejser.

”Vi har netop oplevet et problem i dette,” siger Esben Gynther og tilføjer: ”Den danske rejsejournalist NN (hvis navn er standby.dk bekendt) var inviteret til Iran med Viktors Farmor. Vedkommende kom hjem med en masse godt stof og skal afsætte sine artikler. Der kommer bl.a. en artikel i Femina (et af Allers ugeblade, red)”

”I artiklens faktaboks ”retter” Femina-redaktionen lige til og indfører en ekstra boks, der informerer om, at man kan rejse til Iran med Kulturrejser Europa (et af de Aller Leisure-ejede rejsebureauer, red)”

Viktors Farmor er stadig nævnt som den, der inviterede til rejsen, men Aller pynter sig vist med lånte fjer, når de forsøger at promote deres eget rejsebureau, der nærmest ikke har rejser til Iran. Hvis de vil reklamere for deres egne rejser, kan de vel selv sende en journalist til landet,” lyder kritikken fra Esben Gynther, marketingschef for Viktors Farmor og fortsætter: ”Rejsejournalisten er ulykkelig over situationen – og vi står lidt med håret i postkassen og føler, vi betaler for markedsføringen af et konkurrerende rejsebureau,” siger Esben Gynther og konkluderer:

”Freelance rejsejournalister vil i fremtiden få det svært ved at afsætte ”andres” produkter til Aller-koncernen, når Aller skriver sine egne rejsebureauer ind.”

Aller beklager

Standby.dk har fået denne kommentar fra Aller: ”På vegne af Stinne Bjerre, leder af Aller Medias rejseredaktion, har vi følgende kommentar. Den omtalte rejseartikel udgives første gang i ugebladet Søndag i starten af januar, hvor det angives som eneste mulighed, at man kan rejse til destinationen (Iran, red) med Viktors Farmor.

Da vi senere i marts vælger at redigere artiklen til udgivelse i Femina, tilføjes i faktaboksen to alternative måder at komme til Iran på for at give vores læsere flere valgmuligheder og et bredere perspektiv på den konkrete destination.

Set i bakspejlet er det selvfølgelig beklageligt, at vi giver de to alternative muligheder en mere fremtrædende plads end Viktors Farmor – det har bestemt ikke være hensigten,” siger Stinne Bjerre, som leder Aller Medias rejseredaktion.

Stand By-artikel om Iran

I det nye Stand By, der netop er på trapperne, har vi stor reportage fra en rejse til Iran.