- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Rejsebureauchef sender video til erhvervsministeren

”80 procent af de danske rejsebureauer er randen af konkurs, og hjælpepakken kan ikke redde dem,” siger bureauchef Henrik Særmark-Thomsen, der har sendt forklaringsvideo til erhvervsministeren.

”Rejsebranchen er særligt hårdt ramt af Corona-krisen. Derfor har jeg her til morgen, onsdag, sendt en mail og en video til erhvervsminister Simon Kollerup. Hvis ministeren skal lave en hjælpepakke til rejsebranchen, der rent faktisk fungerer, så er han nødt til at forstå problemet.”

Sådan lyder det fra bureauchef og hovedejer af Check Point Travel i Brabrand ved Aarhus, Henrik Særmark-Thomsen.

Han fortsætter: ”Og det haster! 80 procent af de danske rejsebureauer er randen af konkurs, og hjælpepakken kan ikke redde dem. Nu får Simon Kollerup en mulighed for lynhurtigt at sætte sig ind i rejsebranchens problemer – på kortere tid, end det vil tage ham at drikke en kop kaffe.”

I det medfølgende brev til Simon Kollerup, skriver Henrik Særmark-Thomsen:

”80 procent af de danske rejsebureauer er på randen af konkurs, og hjælpepakken kommer ikke til at redde dem. Forstå hvorfor på kortere tid end det tager dig at drikke en kop kaffe.

Jeg håber virkelig, at du kan finde tiden. Jeg har brugt 10 år af mit liv på at opbygge et rejsebureau fra grunden. Vi har skabt en god og sund virksomhed, men vi er i samme båd som hovedparten af de danske rejsebureauer. Uden reel politisk hjælp går vi konkurs.

Hvis rejsebureauerne går konkurs i sommerferien, så må selv Rejsegarantifonden kapitulere og sende en milliardregning videre til staten – sammen med regningen på tusindvis af tabte arbejdspladser og skatteindtægter. Så det haster,” lyder det fra Henrik Særmark-Thomsen.

Videoen kan ses herunder eller via dette link til YouTube

 

Relaterede artikler:

Minister og rejsebureauer uenige om hjælpepakke

Forstå rejsebranchens problem på to minutter

Prognose: 500 danske rejsebureauer på vej mod lukning