- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Rejsebureauforening: SAS skal på vingerne nu

Konsekvenserne af SAS’ pilotkonflikt er enorme, siger Danmarks Rejsebureau Forening. DRF opfordrer til at få ny aftale nu, ”hvis ikke rejsende og rejsebureauerne skal miste tilliden til SAS.”

Titusinder af flypassagerer står til at få aflyst deres rejse de kommende dage. Hertil kommer blandt andet alle de danskere på destinationer ude i verden, som de, hvis SAS’ pilotkonflikt fortsætter, ikke ved om de kan komme hjem fra som planlagt.

Det skriver Danmarks Rejsebureau Forening i en pressemeddelelse og fortsætter:

”Konsekvenserne af konflikten er enorme for både rejsende og de rejsebureauer, der endelig – efter to år med pandemi – er begyndt at sende gæster ud i verden igen.”

Danmarks Rejsebureau Forening mener, at parterne – SAS og pilotforeningerne – må tilbage til forhandlingsbordet med det samme og gerne indgå en ny aftale inden den kommende weekend, hvis ikke både rejsende og rejsebureauerne helt skal miste tilliden til SAS, hedder det.

DRF har cirka 100 rejsebureaumedlemmer, omkring hver anden flybillet, rejsebureauerne udsteder, er netop med SAS og flyselskabets partnere.

Grotesk at de ødelægger danskernes sommerferie
SAS’ fly, der er ramt af konflikten mellem ledelsen i SAS og piloterne, skal på vingerne så hurtigt som muligt, lyder det fra DRF, som tilføjer:

”Danskerne bør kunne holde deres sommerferie uden unødige forsinkelser, frustrationer og nervøsitet. Selvom SAS har pligt til at ombooke ramte passagerer til andre fly, og selvom også rejsebureauer skal afhjælpe situationen, er det stort set umuligt at finde ledige flysæder nogen steder. Dels er vi i den absolutte højsæson, dels er der ikke så mange fly til rådighed som før pandemien.”

Lars Thykier, administrerende direktør i DRF, siger i pressemeddelelsen: ”Vi har desværre allerede set en del gange, at rejsebureauet ikke kan hjælpe kunden med en ny rejseplan, simpelthen fordi der ikke er ledige flysæder nogen steder.

Så er der ikke andet at gøre end at annullere rejsen og betale kunden pengene tilbage. Kunden kan selvfølgelig rykke rejsen, men det er jo langt fra alle, der har den mulighed og da slet ikke her i sommerferien.

Det er grænsende til grotesk, at de involverede parter ikke for længst er kommet overens og i stedet ødelægger danskernes sommerferie,” siger Lars Thykier.

Stort set umuligt at komme i kontakt med SAS
Selvom rejsebureauet får penge for ubrugte SAS-billetter tilbage, skal bureauer, der har solgt pakkerejser, også refundere rejsens andre dele til kunden, for eksempel hotel, billeje og så videre, oplyser DRF.

Disse dele er ofte betalt for hos leverandøren lang tid i forvejen, og det er langt fra sikkert, at rejsebureauet kan hente pengene hjem igen. Rejsebureauerne kan heller ikke ombooke de berørte kunder til andre luftfartsselskaber uden at spørge SAS om lov først, og det er svært at ”få lov”, når det er stort set umuligt at komme i kontakt med SAS, skriver DRF.

”Har man købt en pakkerejse, der bliver annulleret, så har man helt overordnet altid ret til at få alle sine penge igen som rejsende. Det er derfor, vi ofte slår på tromme for, at danskere skal købe pakkerejser. Man er ganske enkelt sikret bedre i situationer som for eksempel denne,” påpeger Lars Thykier og tilføjer:

”Men rejsebureauerne kommer altså også til at bløde rent økonomisk som følge af pilotstrejken, og den blødning er efterhånden så kraftig, at flere bureauer kigger efter et andet flyprodukt end SAS.

Branchen har tabt penge gennem hele pandemien, og der er grænser for, hvor længe den kan holde til det. Jeg kan godt forstå, at bureauerne er ved at miste tilliden til SAS. Det er helt ude af proportioner, at en konflikt skal berøre så mange uskyldige rejsende og rejsebureauer.”

Relaterede artikler:

”SAS og pilotforeninger tager uskyldige som gidsler” (opdateret)

SAS-piloter klar til at flyve chartergæster hjem

Rejsebureauforening frygter langvarig SAS-strejke