- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Rejsebureauforeningen advarer mod Norwegian

FORSIKRING: Danmarks Rejsebureau Forening har skrevet til sine medlemmer og advaret mod lavprisselskabet Norwegian Air Shuttles nye langrutetrafik, fordi forsikringsselskabernes ansvarsforsikring ikke vil dække kundekrav ved forsinkelser.

FORSIKRING: Danmarks Rejsebureau Forening har skrevet til sine medlemmer og advaret mod lavprisselskabet Norwegian Air Shuttles nye langrutetrafik, fordi  forsikringsselskabernes ansvarsforsikring ikke vil dække kundekrav ved forsinkelser.

Norwegian har ikke indtil nu været i stand til at indgå en tilfredsstillende aftale med andre flyselskaber om transport af strandede passagerer i tilfælde af tekniske forsinkelser. Og dem har der været en del af i selskabet siden åbningen af ruter til Bangkok og New York.

Det fremgår af et brev, som DRF har sendt til sine medlemmer, fordi foreningens to samarbejdende forsikringsselskaber, Gouda og Europæiske, ikke gennem den udvidede ansvarsforsikring vil dække kundekrav, der kan henføres til flyforsinkelser med Norwegian. I hvert fald ikke, som situationen er i øjeblikket.

Det er første gang i historien, at netop den forsikring, som mere end noget spænder et sikkerhedsnet ud under bureauerne, når noget går galt, frasiger sig ansvar på denne måde.

Samtidig tilføjes det i brevet, at DRF i de seneste måneder har været i dialog med Norwegian, som desværre ikke har kunnet give en brugbar garanti for, at selskabet ved en forsinkelse på grund af tekniske problemer kan sørge for, at deres passagerer kommer hjem og ud tilstrækkeligt hurtigt.

Især krydstogtbureauerne har set frem til muligheden for at flyve deres kunder direkte fra Danmark til Florida. Nu sidder de som arrangører ene med smerten, hvis passagererne med Norwegian mister skibsafgange fra Miami eller Fort Lauderdale.