De franske flyveledere har bebudet ny strejke. Det kan få konsekvenser for rejsende, der skal flyve til eller over Frankrig fra 7. til 10. oktober. Gouda oplyser, at rejseforsikring næppe kan hjælpe.
Den kommende efterårsferie kan blive udfordret af de franske flyveledere, der er klar med endnu en strejke, der kan få store konsekvenser.
Strejken, der er varslet mellem den 7. og 10. oktober, vil formentlig få indflydelse på tusindvis af fly. Hvis man allerede har en flybillet til Frankrig i de dage, så bør man allerede nu tage nogle forholdsregler, lyder rådet fra Louise Hertzum Andersen, der er fagchef i Gouda Rejforsikring.
Hun siger: “Hvis man allerede har en flybillet til Frankrig eller en mellemlanding, kan det være en god idé at ringe til sit flyselskab eller rejsebureau og spørge, om rejsen stadig kan gennemføres, eller om den eksempelvis skal ombookes.”
Strejken blandt flyveledere sker som en protest mod en række nedskæringer i de offentlige udgifter for at tackle landets store gæld, oplyser Gouda.
Rejseforsikring kan næppe hjælpe
Gouda skriver videre i pressemeddelelsen: ”Fordi der er tale om en planlagt strejke og dermed ikke en uforudset hændelse, så kan rejseforsikringen typisk ikke hjælpe med andet end rådgivning, og derfor er det vigtigt, at man som rejsende undersøger sin rejse inden, ligesom det er godt at være forberedt og have en plan B.”
“Det kan være en god idé at pakke lidt ekstra fornødenheder i håndbagagen som eksempelvis tøj og bleer, hvis man rejser med små børn, så man er dækket ind, hvis der opstår længere forsinkelser eksempelvis ved en mellemlanding,” siger Louise Hertzum Andersen. Husk også at have medicin og mobiloplader i håndbagagen, lyder et andet godt råd.
Når der sker forsinkelser og aflysninger som følge af en planlagt strejke, så kan rejseforsikringen typisk kun hjælpe med råd og vejledning. Det er kundens flyselskab eller rejsebureau der har pligt til at sørge for erstatning eller ombooking, oplyser Gouda og tilføjer: Bliver ens fly aflyst, så har man krav på fuld refundering, en ombooking eller en senere ombooking efter eget valg.
Man har ikke krav på erstatning i forbindelse med aflysninger eller forsinkelser, hvis flyselskabet kan dokumentere, det skyldtes en strejke, oplyser Gouda.
Relaterede artikler:
4.800 Lufthansa-piloter får mandat til strejke