- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Rejserestriktioner lempes for flere rejsemål

Malta, Mallorca, de Kanariske Øer, Madeira og Azorerne er blandt de områder, rejsevejledningerne fra UM nu åbnes for rejser til. Heller ikke mere krav om coronatest før hjemflyvning til Danmark.

Middelhavslandet og EU-medlemmet Malta er eneste land, der blev gult i de danske rejsevejledninger ved opdateringen fredag eftermiddag. Med på listen er også flere regioner i navnlig Spanien, men også to i Portugal.

Danskere skal nu ikke længere i isolation ved hjemkomst fra de nymalede gule rejsemål. Også krav om test forud for ombordstigning på fly hjem fra gule rejsemål forsvinder.

De lempeligere rejsevejledninger skyldes, at grænserne hæves for, hvornår lande og regioner kategoriseres som ”gule”. Et land er fremover gult, når incidenstallet, som er antal smittede per 100.000 indbyggere, er lavere end 60. Ændringerne i dag, fredag, kommer i forbindelse med Fase 3 af genåbningen af de danske grænser.

Malta Tourism Authority skriver i en pressemeddelelse: “I skrivende stund står Danmark på Maltas liste over lande med farvekode “Amber”. Det betyder, at man inden ombordstigning på flyet til Malta skal have en negativ PCR-test, der ikke er mere end 72 timer gammel. Har man ikke en test, skal man testes ved ankomst eller i 14 dages karantæne. Fra 1. juni forventes det, at fuldt vaccinerede turister kan komme ind i Malta uden krav om PCR-test.”

I en pressemeddelelse oplyser Udenrigsministeriet om, hvad der er gældende fra i morgen, lørdag den 15. maj, klokken 16:

Regioner der ændres fra orange til gul i orange lande (lavrisikoregioner): Spanien: Asturien, Baleariske Øer med blandt andet Mallorca og Ibiza, Ceuta, Extremadura, Galicien, De Kanariske Øer (blandt andet Gran Canaria, Lanzarote, Tenerife og Fuerteventura, Murcia og Valencia.

For Portugal bliver øgrupperne Azorerne og Madeira nu gule, mens selve det portugisiske fastland forbliver orange.

Fraråder ikke-nødvendige rejser til lande med betydelige indrejserestriktioner
Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til lande med betydelige indrejserestriktioner over for rejsende fra Danmark selvom landene opfylder kriterierne for lave smittetal.

Inden for EU/Schengenområdet gælder dette Island, Norge og Portugal (fastlandet). Der er pt. ingen lande uden for EU/Schengenområdet, der har gule rejsevejledninger, oplyser ministeriet.

Eneste nye, røde land i de danske rejsevejledninger er Nepal, der ændres fra orange til rød. Nepal har i øjeblikket et højt smittetal. Beslutningen betyder, at rejsevejledningen for Nepal ændres til rød, og at alle rejser, herunder erhvervsrejser, frarådes til landet.

Mere åbning i Fase 4
I fase 4 af den gradvise genåbning af rejseaktiviteter, som indledes fra 26. juni, vil verden – som i fase 3 – være opdelt i gul, orange og rød baseret på incidensgrænsen på 50/60.

Dog vil de smitteforebyggende tiltag (rejserestriktionerne) vil blive justeret, da der overgås til en coronapas-baseret tilgang. Indehavere af det europæiske coronapas vil kunne ind- og ud- rejse af Danmark.

Det betyder, at danske turister kan holde ferie i alle EU- og Schengenlande, hvis de er vaccinerede, tidligere smittede eller rejser på en negativ test, og at man kan komme retur til Danmark uden krav om isolation, oplyser UM.

 

Relaterede artikler:

Udsolgt til sommerens første charterfly

Færøerne på briternes første grønne rejseliste

Millioner skal få danskerne til at holde ferie hjemme