- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Rejsevejledninger: Endnu tre lande bliver orange

Estland, Letland og Tunesien, der indtil nu har været gule, bliver igen orange. Baggrunden er nye krav om karantæne ved ankomst til landene. Dermed er ni før gule lande nu igen orange.

Udenrigsministeriet opdaterede fredag tre af sine rejsevejledninger, nu frarådes igen rejser til to af de tre baltiske lande, nemlig Estland og Letland, samt nordafrikanske Tunesien.

Coronasmittetrykket er ikke steget i de tre lande, men alle tre kræver nu, at danskere skal i karantæne ved ankomst til landene. Af samme årsag er også Irland orange i de danske rejsevejledninger.

Om de tre lande skriver Udenrigsministeriet, at de ”opfylder kriterier for lave smittetal, men vi fraråder nu alle ikke-nødvendige rejser, fordi der er indført karantæneregler for personer, der rejser til landene fra Danmark.”

I torsdags gik såvel Belgien som Malta tilbage fra gul (vær ekstra forsigtig) til orange (fraråder alle ikke-nødvendige rejser) i de danske rejsevejledninger. Smittetrykket er blevet for højt i de to lande: over 20 smittede per 100.000 indbyggere de seneste 14 dage. Når der først er blevet åbnet til et land, må smittetallet være 30 før der reageres.

Med Estland og Letland igen som orange lande, fraråder Danmark nu ikke-nødvendige rejser til disse europæiske lande, der før var gule, nævnt alfabetisk: Andorra, Bulgarien, Irland (på grund af de irske karantæneregler), Luxembourg, Rumænien og Spanien.

Norge fraråder rejser til 15 europæiske lande
Til sammenligning opdaterede de norske myndigheder onsdag i denne uge listen over europæiske lande man fraråder ikke-strengt nødvendige rejser til.

Den nye norske opdatering har gjort flere europæiske lande røde, hvor alle ikke-nødvendige rejser frarådes. Nye røde lande på listen fra denne uge er nu også, nævnt alfabetisk, Cypern, Holland, Island, Malta og Polen.

Også Region Sjælland (København er friholdt) og Region Midtjylland i Danmark er nu røde i de norske rejsevejledninger, det samme er Færøerne.

Fra i dag, lørdag den 15. august, fraråder Norge nu ifølge den norske sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttets, rejser til Belgien, Bulgarien, Cypern, Frankrig (med Monaco), Holland, Island, Kroatien, Luxembourg, Malta, Polen, Portugal, Rumænien, Spanien (med Andorra), Schweiz og Tjekkiet. Hertil kommer som nævnt de to danske regioner plus Færøerne plus en række svenske regioner.

Relaterede artikler:

Regeringen åbner for regionale rejsevejledninger

Her var danskerne på ferie i udlandet

Sylter svar om rejsevejledninger