- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Rekord-oktober for danske hoteller

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at oktober havde en fremgang på 68.800 overnatninger, hvilket svarer til 6,3%. Det blev dermed den bedste oktober for hotellerne nogensinde.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at oktober havde en fremgang på 68.800 overnatninger, hvilket svarer til 6,3%. Det blev dermed den bedste oktober for hotellerne nogensinde.

”I hele 2014 har vi set positiv udvikling, og der er igen tvivl om, at vi kan slutte året med flotte væksttal. Økonomisk er udviklingen ikke helt så positiv. Vi ser ikke helt den samme vækst i værelsesomsætningen, som i overnatningstallene”, siger Jens Zimmer Christensen, formand for Horesta.

De første ti måneder i år er antallet af overnatninger på danske hoteller steget med 774.000 – en fremgang på 6,9%.
I oktober var det igen hovedstaden, som havde størst fremgang. Her steg overnatningstallet med 9,7%. Alle regioner i provinsen havde fremgang, men ikke i samme størrelsesorden. Midtjylland klarede sig bedst med 5,0%.

På landsplan var det især udlændinge, som sikrede væksten. Danske overnatninger steg med 3,2%, mens USA, Sverige og Storbritannien i langt højere grad bidrog til væksten. Amerikanske overnatninger steg 25,7%, svenske med 14,4 og britiske med 9,0%.

EM-kvalifikationskampen mod Portugal gav i øvrigt 507 ekstra portugisiske overnatninger. Til gengæld faldt antallet af italienske overnatninger med 1.100, fordi Danmark sidste år spillede VM-kvalifikationskamp mod Italien i oktober.