- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Rekordår på Øresundsbron

2016 havde et forbedret resultat og en ny rekord for vejtrafik på Øresundsbron. Resultatet blev et overskud på 1.020 millioner kroner. Det er en stigning på 121 millioner kroner i forhold til 2015.

Foto: News Øresund.

2016 havde et forbedret resultat og en ny rekord for vejtrafik på Øresundsbron. Resultatet blev et overskud på 1.020 millioner kroner. Det er en stigning på 121 millioner kroner i forhold til 2015.

Vejtrafikken fortsatte med at stige i hele 2016. I juli blev der sat to rekorder: Antal køretøjer på ét døgn (31.483 den 30. juli) og antal køretøjer på én måned (834.534). Vejtrafikken for 2016 viser rekord med 20.283 køretøjer i gennemsnit pr dag. I alt passerede 7.424.000 køretøjer broen i 2016. Også det er ny rekord.

I alt steg vejtrafikken med 5,1%, hvoraf estimeret 1-2 procentpoint skyldes grænsekontrollen mellem Sverige og Danmark.

Fritidstrafikken steg mest – med 373 køretøjer (6,6%) pr dag. Den øgede grænsekontrol kan også have påvirket den positive udvikling i fritidstrafikken. Business trafikken er steget med 344 køretøjer pr dag.

Antallet af kunder med BroPas Fritid er nu 400.551. Øresundsbron har i alt 445.665 aftalekunder.

”Vi har i de seneste år målrettet arbejdet med at markedsføre de mange fritidstilbud, hvilket stimulerer fritidstrafikken. Vores SmutTursrabat er et eksempel på en vellykket satsning”, siger Caroline Ullman-Hammer, adm. direktør i Øresundsbro Konsortiet. Det store antal fritidsrejsende over sundet er et godt eksempel på integration.

Vejtrafikindtægterne steg med 75 millioner kroner til 1.346 kroner. Indtægterne fra jernbanen, som er en fast afgift, blev reguleret i takt med prisudviklingen og steg med tre millioner kroner.

Driftsomkostningerne faldt med fire millioner kroner til 275 millioner og resultatet før renter blev 1.307 millioner kroner, hvilket er en forbedring på 81 millioner kroner.

Renteudgifterne faldt i perioden fra 327 til 287 millioner kroner. Det skyldes det fortsat lave renteniveau og en lav inflation. Dertil kommer, at den rentebærende nettogæld fortsat mindskes – i 2016 med 1.301 millioner kroner.

I efteråret opjusterede konsortiet det forventede resultat for 2016 til 1.000 millioner kroner. Væksten var højere og de finansielle omkostninger lavere end forventet. Det endelige resultat blev et overskud (før værdireguleringen) på 1.020 millioner kroner, hvilket er en stigning på 121 millioner sammenlignet med 2015.

Med den seneste prognose regner Øresundsbro Konsortiet med, at virksomhedens gæld kan være tilbagebetalt i 2034. I beregningen indgår, at ejerselskaberne modtager udbytte fra år 2018.