- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Restaurant i Christiansborgs tårn

Folketinget planlægger åbning af en restaurant med offentlig adgang højt over byens tage.

Restauranten skal efter planerne åbne efter sommerferien næste år. Det er Folketingets Præsidium blevet enige om og har vedtaget en foreløbig plan til 17 millioner kroner. Hensigten er at omdanne lokaliteterne i det 106 meter høje tårn til restaurant, konferencested og udsigtspunkt, skriver b.dk.

 

Nu skal brandmyndighederne gennemgå planerne, og hvis de godkendes, skal lokalerne indrettes, så de kan fungere som spisested og møderum for politikerne i dagtimerne og for offentligheden via en direkte elevator uden for Folketingets åbningstid.

 

Lokalerne ligger øverst i tårnet mellem støvede depoter og uudnyttede loftsrum, og skal have plads til 100 spisende gæster fra oktober næste år.

 

Planen kom fra Folketingets arkitekter for få år siden, da der var pladsmangel på Christiansborg. Det høje tårn er ikke fredet og grundstenen blev først lagt i 1907.

 

Planerne glæder salgs- og marketingdirektør i Wonderful Copenhagen Ole Andersen, der imødeser restauranten som en turistattraktion og en fremragende idé. Han henviser til den store succes med en restaurant i den tyske rigsdagsbygning i Berlin.

Skrevet af Flemming Juul