- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Restaurering af Cirkusbygningen hædres med pris

Det krævede fem måneder med lukkede døre, men nu er arkitekterne bag genskabelsen af Verner Pantons lys- og farveunivers i Cirkusbygningens foyerområder blevet belønnet med en pris.

Sidste år forløb ikke helt, som det plejer, hos Cirkusbygningen. Siden åbningen i maj 1886 har den været et fast indslag i selskabslivet i hovedstaden, men for en stund var det slut med liv og glade dage i den karakteristiske cirkulære bygning på Axeltorv.

Fra den 1. april frem til den 29. august var de sædvanlige festklædte gæster nemlig skiftet ud med håndværkere i arbejdstøj, og i løbet af de fem måneder, hvor bygningen holdt lukket, stod de bag en større renovering og modernisering af Cirkusbygningen.

Selvom det var uvant, at lyset var slukket, og indgangsdørene var låst, kan Cirkusbygningen glæde sig over, at de fem lukkede måneder ikke var forgæves. Håndværkerne blev færdige til tiden, og nu er arbejdet blevet hædret med Farveprisen 2026.

Betegnes som helstøbt
I forbindelse med renoveringen sidste år blev bygningens ydre moderniseret, ligesom vestibulen, billetsalget, garderoberne, barerne og toiletterne også fik en overhaling. Meningen var, at de indvendige faciliteter fremover i højere grad skulle leve op til nutidens krav til komfort og kvalitet.

Det helt store nummer løb dog af stablen i foyerområderne. Her lavede den verdenskendte danske designer og arkitekt Verner Panton i 1983 et farve- og lysunivers. Som led i restaureringen blev det genetableret således, at det nu står som dengang for fire årtier siden.

Det er netop deres arbejde med at puste nyt liv i Verner Pantons værk, der har ført til, at Lundgaard & Tranberg Arkitekter nu har modtaget Farveprisen 2026. Prisen uddeles af Danske Malermestre til et projekt, der – med priskomitéens egne ord – er forbilledligt og veludført for eftertiden.

”Verner Pantons farver er gennemført genskabt i Cirkusbygningen – fra den grønne vestibule til den røde foyer – og hvordan restaureringen løftes yderligere gennem belysning, tekstiler og møbelklassikere, der samlet gør arbejdet særligt helstøbt og fagligt stærkt,” lyder det i begrundelsen.

Kan bruges i mange år
Udover arkitekterne fremhæver komitéen alle de aktører, der har deltaget i restaureringen. Cirkusbygningens administrerende direktør Christian Sunn glæder sig over, at der er blevet lagt mærke til indsatsen, og at den nu hædres med prisen.

”Restaureringen har krævet stor respekt for både husets historie, fredningsværdier og Verner Pantons særlige univers, og resultatet er blevet noget helt særligt. Derfor er det også en meget smuk og velfortjent anerkendelse af Lundgaard & Tranberg Arkitekter og alle involverede parter.”

Den administrerende direktør fremhæver desuden, at selvom man måtte holde lukket for en tid, har arbejdet været med til at fremtidssikre den historiske bygning i hjertet af København.

”Det betyder meget for os, når det arbejde, der er lagt i at løfte huset med respekt og ambition, også bliver set og hædret fagligt. Det her er en anerkendelse af en restaurering, som ikke bare har genskabt noget smukt, men også har været med til at sikre, at huset kan leve videre og bruges i mange år fremover.”

 

Relaterede artikler:

Cirkusbygningen har ny marketingdirektør på plads

Har planer om flere arrangementer udover Wallmans

Cirkusbygningen holder lukket indtil efter sommer