- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ringe udsigter for Alitalia-redning

Berlusconis rådgiver i spørgsmålet er pessimistisk

En redningsplan for nødlidende Alitalia kalder på en investering på mindst 1,4 mia. Euro, svarende til ca. 10,5 mia. danske kr. Det vurderer Bruno Ermolli, der er ministerpræsident Silvio Berlusconi’s regeringsrådgiver i forsøget på at hjælpe flyselskabet gennem krisen.

 

Ifølge Ermolli er det endnu for tidligt at sætte præcise tal på, hvor mange penge Alitalia skal tilføres for at sikre den fremtidige drift. Men han siger, at beløbet ”mindst” bliver 1,4 mia. Euro, og at der indtil videre er løse tilsagn om deltagelse af partnere for i alt 200 mio. Euro, eller en syvendedel af mindstebeløbet.

 

Alitalia, der vurderes at være tæt på en konkurs, har været til salg i mere end et år, uden at det er lykkedes at finde købere, der vil overtage selskabet på de betingelser, skiftende italienske regeringer har stillet.

 

Skrevet af Christian Peschardt