- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Risiko for kæmpebøde til SAS i år

EU-kommisionen afslutter efterforskningen i kartel-sagen i år, og det kan blive meget dyrt for SAS.

Flyselskabet har erkendt, at SAS Cargo deltog i prisaftalerne for år tilbage og har allerede måttet betale 52 millioner dollar til de amerikanske myndigheder efter indgåelse af et forlig, skriver business.dk.

I sit halvårsregnskab fremfører SAS, at flere faktorer ventes at få indflydelse på bødens størrelse, men det ændrer ikke ved, at SAS ledelse forventer en finansiel negativ effekt af sagsbehandlingen i EU.

Jacob Pedersen, senioranalytiker i Sydbank, finder det vanskeligt at vurdere størrelsen af bøden, men anfører en worst case på en milliard svenske kroner, men det kan efter hans mening lige så vel blive en bøde på 200 millioner svenske kroner.

Heller ikke hos SAS ønsker man at komme med et bud på bødestørrelsen. Her siger IR-chef Sture Stølen, at man ikke kommer med estimater midt i en proces.

Skrevet af Flemming Juul