Politianmeldelser, mistillidsvotum, eksklusioner, frihedsberøvelse, mandatsvig for millioner, bedrageri, underslæb, indbrud, hackerangreb... Det har været en dramatisk periode i fagforeningen HK Luftfart SAS.
”De seneste fem måneder har været de mest turbulente i vores faglige historie i SAS,” sagde fungerende formand for fagforeningen HK Luftfart SAS, næstformand Mai-Britt Hoff Kjeldsen, ved fagforeningens generalforsamling 16. november sidste år.
Det fremgår af referatet fra generalforsamlingen, som Stand By er i besiddelse af. Den netop udkomne januar-udgave af Stand By har stor artikel om balladen i fagforeningen.
Den turbulente tid for HK Luftfart SAS begyndte i august sidste år, hvor et flertal af medlemmerne på ekstraordinær generalforsamling afsatte den daværende formand, Nicolas Fischer, samt en af hans allierede i bestyrelsen.
Nicolas Fischer var den nok mest kendte tillidsmand i Københavns Lufthavn. Mistillidsvotummet til ham blev i første omgang begrundet med økonomisk uredelighed, senere kom der flere anklager. Fischer afviste alle beskyldninger – og talte om ”knivstikkeri” fra Mai-Britt Hoff Kjeldsen, der ifølge ham altid gerne har villet være formand for HK-klubben i SAS.
Efter han var væltet i august, stoppede Nicolas Fischer også som formand for HK Luftfart, meldte sig ud af HK og forlod SAS. Alt sammen i samme måned.
HK-klubben i SAS er en del af HK Luftfart, der med sine ca. 2.000 medlemmer er den største faglige organisation blandt funktionærer i luftfartsbranchen.
Mai-Brit Hoff Kjeldsen har ikke besvaret Stand Bys henvendelser, mens Nicolas Fischer har gentagne gange bedyret sin uskyld – senest i det store portræt, Jyllands-Posten bragte af ham forud for hans 60 års fødselsdag i sidste måned.
Læs hele den utrolige historie om det ekstreme forløb i fagforeningen i Stand Bys januar-nummer, der afdækker sagen over to sider.