Robotter kommer til at indgå som en vigtig del af MSC Cruises’ nye underholdningsprogram. Både robothunde og mennesker vil være at møde på flere skibe.
Når passagerer går ombord på et krydstogtskib, vil de blive mødt af hunde- og menneskelignende robotter i en ikke særligt fjern fremtid. Ja, faktisk allerede i år på flere af MSC Cruises’ krydstogtskibe.
Således lyder det fra Europas største krydstogtrederi, at man netop har præsenteret et underholdningsprogram, som man kalder “det mest innovative til dato.” Netop fordi det inkluderer de AI-drevne robotter. Det oplyser rederiet i en pressemeddelelse.
Det udvidede underholdningsprogram, som robotterne er en del af, rulles ud på flere skibe i rederiets flåde i løbet af 2026. Det inkluderer alt fra interaktive konkurrencekoncepter til livemusik, temafester og familieoplevelser for alle aldre, oplyser MSC Cruises.
Robotter møder gæsterne i flere sammenhænge
Bag de humanoide robotter og robothundene står kinesiske Unitree Robotics, som har lavet robotter siden 2016. De AI-drevne robotter er
udviklet til at indgå i kreative sammenhænge, oplyser MSC Cruises.
Robotterne vil således møde gæsterne som en del af underholdningen om bord og vil også møde gæsterne i, hvad MSC kalder ”sociale og legesyge sammenhænge”. Eksempelvis på dansegulvet, under parader eller under workshops for børn.
”MSC Cruises’ ambition er at skabe en helt ny type interaktiv oplevelse til havs, hvor innovation møder fornøjelse på en måde, der aldrig før er blevet gjort i krydstogsindustrien,” skriver rederiet.
Allerede søsat
Robotkonceptet er allerede ved at blive pilottestet ombord på skibet MSC Bellissima, og det vil også være ombord på MSC Magnifica i dele af MSC World Cruise 2026 og omfatter blandt andet:
Meet & Greets med AI-drevne hunde- og humanoide robotter, robotparader, interaktive robotworkshops for børn fra syv år, hvor yngre gæster får en kreativ introduktion til robotteknologi nu og i fremtiden, samt danseoptrædener under konceptet Doremix Family Disco.
”Robotoplevelsen er en del af en bredere satsning på underholdning og MSC Cruises’ langsigtede investering i digital oplevelsesbaseret underholdning, med ambitionen om at kombinere teknologi, kreativitet og familieglæde i en helt ny form for underholdning til havs,” skriver MSC.
Rederiet oplyser også, at man ud over robotter lancerer nye quizprogrammer, mens flere koncepter, som man kalder ”familiefavoritter,” opdateres og kommer i ny udgave.
Relaterede artikler:
Krydstogtrederi får fokus på hvalforskning i Alaska