- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Royal Air Maroc direkte til København

Når flyselskabet sidst i marts genåbner ruten mellem Casablanca og Københavns Lufthavn bliver det med direkte flyvninger – oprindeligt ville selskabet have mellemlandet i Berlin.

Når flyselskabet sidst i marts genåbner ruten mellem Casablanca og Københavns Lufthavn bliver det med direkte flyvninger – oprindeligt ville selskabet have mellemlandet i Berlin.

Royal Air Maroc flyver fra 31. marts direkte tre gange om ugen fra Casablanca til såvel København som Stockholm.

Ved præsentationen af den nye rute, sagde Royal Air Maroc i oktober, at der ville blive en mellemlanding i Berlin når flyet kom fra Casablanca mod København. Selskabet, der vil flyve ruten med nye B737’ere, har netop meddelt, at man dropper mellemlandingen.

”Vi vil gerne flyve dagligt mellem Casablanca og København, men det vil kræve støtte til markedsføring fra f.eks. Københavns Lufthavn, som vi har talt med om den nye rute de seneste to år,” sagde Mourad El Kanabi, vicepræsident for RAM’s salg i Europa, i oktober til standby.dk.

Årligt rejser ca. 30.000 fra Danmark til Marokko – RAM håber på mindst 50.000 årlige passagerer på den nye rute. Op mod 25% af passagererne forventes at flyve videre fra Casablanca til RAM’s afrikanske destinationer – selskabet betjener 25 lufthavne i 20 afrikanske lande, navnlig i Vestafrika, men selskabet har også planer om at åbne på Østafrika, bl.a. Kenya og Tanzania.