- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Royal Air Maroc savner en alliance

Fra april er Royal Air Maroc tilbage i København. RAM håber på codeshare-aftale med SAS – og forventer at hver fjerde passager vil bruge dets netværk til navnlig Vestafrika. Også Billund får ruteflyvning til Marokko.

Fra april er Royal Air Maroc tilbage i København. RAM håber på codeshare-aftale med SAS – og forventer at hver fjerde passager vil bruge dets netværk til navnlig Vestafrika. Også Billund får ruteflyvning til Marokko.

Royal Air Maroc er 1. april tilbage i Københavns Lufthavn med tre ugentlige fly fra Casablanca. RAM forventer også fra april tre ugentlige fly til Stockholm.

”Vi kommer til København, måske også Stockholm. Vi vil gerne flyve dagligt mellem Casablanca og København, men det vil kræve støtte til markedsføring fra f.eks. Københavns Lufthavn, som vi har talt med om den nye rute de seneste to år,” sagde Mourad El Kanabi, vicepræsident for RAM’s salg i Europa, mandag til standby.dk ved sammenkomst i Københavns Lufthavn.

København-Casablanca er i starten sat til at flyve via Berlin, men Mourad El Kanabi sagde, at strækningen nok skal blive ændret, så der flyves direkte begge veje.

Årligt rejser ca. 30.000 fra Danmark til Marokko – RAM håber på mindst 50.000 årlige passagerer på den nye rute mellem Casablanca og København. Op mod 25 pct. af passagererne forventes at flyve videre fra Casablanca til RAM’s afrikanske destinationer – selskaber betjener 25 lufthavne i 20 afrikanske lande, navnlig i Vestafrika, men selskabet har også planer om at åbne på Østafrika, bl.a. Kenya og Tanzania.

Selskabet, der flyver den kommende rute til København med bl.a. nye Boeing 737-800, har 70 pct. af sine indtægter fra ruter til Europa. RAM vil også bruge B737-700 på København. Mens B737-700 har 126 pladser, har B737-800 i alt 162 passagersæder.

RAM arbejder for at få en codeshare-aftale med SAS, sagde Mourad El Kanabi til standby.dk og tilføjede, at RAM har søgt optagelse i Skyteam-alliancen, men at der foreløbig ikke er kommet noget ud af dette. Air France, der er i Skyteam, har en lille aktieandel i RAM. Royal Air Maroc har flyvninger til mange byer i Frankrig – selskabet har også søgt optagelse i Star Alliance. Også her uden held.

Også rute fra Billund til Marokko

Lavprisflyselskabet Air Arabia starter 18. november direkte flyvninger mellem Billund og Marrakesh i Marokko. Dog blot med en enkelt afgang om ugen – og allerede med afgang fra Billund på søndage kl. 5.30.

Den modsatte vej flyves fra Marrakesh på lørdage kl. 22.55 med ankomst i Billund kl. 4.40 søndag morgen.

Air Arabia havde i 2011 over 4,5 mio. passagerer. Selskabet har 24 Airbus 320, der beflyver dets netværk i Asien, Afrika, Mellemøsten og Europa.